Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November—December - Vilhelm Møller: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
963
til det kgl. Teaters Tragedier! Thi Teatret fik virkelig
indstuderet 2 saa godt som ny danske Sørgespil. Til Gengæld tog
det rigtignok paa Forhaand Vejret af dem begge. Hvordän staar
der ikke i Visen? „Barnet blev dræbt i Moders Skød, saa mildelig
det end smiled" ...
Trolddom havde oven i Købet ligget og smilt i snart
halvt-hundrede Aar, med den mishandlede Uskylds bebrejdende og
bønfaldende Blikke. „Tag mig op, skaf mig den Oprejsning, der
skyldes mig!" Hos Læseverdenen havde Stykket jo for længst faaet
Oprejsning til Overflod. Det er en Pastiche, et Efterbryg paa
ubehjælpsom Kunst. Hvortil nytter den Bunke forældede Ord og
Talemaader, som er strøet ind i Replikerne, foruden til at vække
en flygtig Kuriositets-Interesse? De kan fremkalde den samme
tarvelige Komik som Fejludtale af Fremmedord, og de kan skabe en
Art rørende Enfoldighed, der er nær i Slægt med 50aarige
Pebermøers Ungpige-Naivetet. Det er alt. En Digter af Guds Naade,
og som er bleven sig sine Evner bevidst, anvender sjælden andre
gammeldags Ord end dem, som han vil se at gøre levende igen. Til
at skildre svundne Tiders Tanker og Følelser finder han det ypperste
Middel netop i sin egen Tids Sprog, fordi det lystrer hvert hans
Vink som intet andet. Læg saa ogsaa Mærke til, hvorledes i
Trolddom næsten alle Personer taler i nøjagtigt samme Rytme.
Dialogen er stiliseret op i hin parademæssige Entonighed, der
ikke viser, men skjuler Stemningslivets fine Overgange. Og er det
overhovedet en gammel Krønike, der efterlignes, eller en slet
oversat moderne Lejebiblioteksroman ? En gammel Stodderske
skal i et misligt Ærinde, men ud og ind ad sin Dør kan hun dog
gaa saa rolig som enhver. „Jeg sniger mig sagte ud
igennem (!) vor lille Gaardsplads og Laagen", siger hun. Eller hør den
iltre Købmand Luckesen, da han har stødt en formentlig Rival
ned og maa flygte, hvert Øjeblik er kostbart. Han bereder sig
følgende Sortie, idet han i Tankerne ynker det Pigebarn, i hvem
han var forliebt: „Hun selv voldte jo min Fordærv ikke mindre
end hans, der ligger hist dræbt ved min Haand, et blodigt Offer
for hendes Trylleri".. Saadan bestandig. Et friseret
Boulevard-Melodrama-Sprog, der ikke minder om naturlige Menneskers Tale.
Men — naar et Teater vil spille et Stykke, er det naturligvis
dets Pligt at se at hjælpe det til Sejr. Forpligtelsen blev i dette
Tilfælde saa meget mere iøjnefaldende, som Teatret begik den lille
Ubesindighed at lade en Norne med løftet Pegefinger forud paa-
02*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
