Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Januar - Vald. Vedel: Litterært Rundskue
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
94
Litterært Rundskue
Talent bliver af en litterær Smag eller Theori saa ofte spændt en
Grad ud over sit naturlige Leje, saa at en uren Skingren nu og
da blander sig ind i dens ellers saa fine og sikre Musik.
J. V. Jensens to sidste Bøger „Foraarets Død" og „Den
store Sommer" hænger indbyrdes sammen og skal vel endnu
have en Fortsættelse. Men det bliver alligevel ikke Helheden, som
har Betydning, man er ikke i mærkelig Grad spændt paa, hvor
Forf. vil hen eller hvad han mener med det hele. Hvorfor „Den store
Sommer" har dette Navn, er f. Eks. temlig gaadefuldt. Overhovedet
skøtter Forfatteren, nu saalidt som før, om at skabe Sammenhæng
i sine Figurer eller sin Historie. Han haaner gerne den
„bruskagtige Tænkning" og vil selv være den klare, stærke Hjerne; men
en saadan Mangel paa Tugt og Organisation, som der er i hans
frodigt ynglende Tankeliv, skal man lede længe efter: han giver
sig sine paradoksale Indfald og fikse Ideer i Vold, smækker sine
Historier sammen og flytter rundt med sin Aksel og Mikkel i den
letsindigste Vilkaarlighed og med den suveræneste Ringeagt for
sit Publikum.
Man kan se sig helt galhovedet paa alle de Unoder, som en
lille ungdommelig Beundrerskare opelsker hos Forfatteren, thi de
skygger for den ubændige Naturkraft, der er i hans Talent, og
som „Tilskueren" lige fra først af varmt har prist. Var der noget
æstetisk artistisk i Michaelis’ Vildskab, — denne er min Tro ægte
nok. Ligesom Strindberg, som Jensen i det hele har meget
tilfælles med, giver han sig med en lidenskabelig Energi helt hen
som en ubeskreven Tavle til at lade Naturindtrykkene ridse sig ind.
Her er en’ Skildring af en Tordennat, med Himlens Flammen og
Lynnedslag i en Smedje, og der er en Skildring af en Hests
Flaaning i frisk Vinterluft, — der er næsten noget maniakalsk i
Indtrykkenes pinlige Skarphed og Styrke. Hvor det gælder
voldsomme, korporlige Tildragelser, vokser Forfatterens Indbildning til
en Hallucinations Oprør; det er en rent fysisk Fornemmelse, der
tager Læseren i Kværken. Aksel sidder i sit Kammer i Skumringen
og hører med Et som løbende Trin hen over Loftet; han springer
derop og har, straks han aabner Kammerdøren, Følelsen af, at En
i samme Nu gemmer sig derinde. I hastig Tempo følger nu den
korte Scene mellem de to, den skræmte Flygtnings Tale og
Bevægelse. Saa knager Stigen voldsomt, en raa Stemme bryder
Stilheden, og ind gennem Døren vælter en bred Knægt i Læder,
raslende af Jærn, som en rasende Stud med Selen og Hamlen paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
