Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marts - Fra Tilskuerpladsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
266
Fra Tilskuerpladsen
den sidder og surmuler. Er den ikke selv glad, har den til Gengæld
været Aarsag til Glæde i andre. For en Tilskuer har det altid sin
Morskab, naar Tingene vendes lidt op og ned i denne Verden, naar
Baronen og Jeppe bytter Stilling, naar Kongen bliver Tigger og Tiggeren
Konge. Og idet Hjulet saadan snurrer rundt, er det ikke blot Jeppe,
der bliver en komisk Figur. Kriminalretten paa Anklagebænken har da
ogsaa kunnet tjene Godtfolk til adskillig Fornøjelse. Den har ikke, hvad
mulig enfoldige Mennesker kunde vente, vist sig som en ruelsesfuld
Misdæder; den slog sig ikke for sit Bryst og sagde til Højesteret: Fader!
jeg har syndet og er ikke værd at kaldes din Søn. Ingenlunde; nu den
var paa den gale Side af Skranken, aabenbarede den meget mere en
god Del af de Unoder, som har forarget den selv dybt hos andre, der
var kommen i Fidtefadet. Den hørte ikke til de grædende Inkvisiter
„med uskyldige Blikke" som Alma; den var nærmest noget muggen;
men selvfølgelig ikke saa lidt uskyldig at se paa. Anklageren har gerne
at give Synderen hans værste Laser paa; anklagede trækker derimod i
sit bedste Søndagstøj. Saaledes Kriminalretten her- Mens den ellers
synes at gøre sig det mageligt i Skjorteærmer og med Hænderne i
Bukserne, traadte den nu op i nydelig Uniform, saa stram og pæn, at
det var en Lyst. Den var overmaade dannet og havde saa godt som
ingenting gjort. Naar den havde holdt et Menneske i Tvang og
Fængsel et halvt Døgn uden at give hende Mad, saa var det hendes egen
Skyld: hun kunde have bedt; anklagede havde virkelig andre Ting at
tænke paa. Naar Dommeren i Almas Nærværelse paalagde en Betjent
eventuelt at arrestere hendes Broder, var det aldeles ikke en fingeret
Ordre for at faa hende til at bekende. Den blev givet i fuld Alvor,
siger han; men om den alvorlige Ordre ikke skulde bruges til at lægge
Pres paa hende, glemmer han i Farten at sige noget om. Og ved at
værge sig til den ene Side, blotter anklagede sig til den anden. Det er
mildest talt ikke hyggeligt, at Retten for fuldt Alvor tænker paa at
arrestere en Mand efter noget løst Snak, som mest gaar ud paa, at han
klæder sig noget lapset. Anklagede er ogsaa svært pæn i sin Mund:
det kunde aldrig falde ham ind at kalde Pigen en „Tyvemær"; maaske
har man sagt „Tyvetøs", men det er jo noget ganske andet. At der
er sagt „Hold Kæft" til hende eller „fræk Tyv" husker Retten ikke.
Ildesindede Mennesker kunde gerne falde paa, at den Slags Sprogblomster
mulig var saa dagligdags i Forhørene, at Duften af dem ikke længer
bed sig fast i Erindringen. Men i det hele virker Anklagedestillingen
vist sva’kkende paa Hukommelsen. Kriminalretten har noget ondt ved
at huske adskilligt af, hvad der skete i Forhørene , og Svækkelsen føles
lige fra Hovedet til Halen, — der stadig dikker smukt i Takt med
Hovedet. Selv Retsvidnets Erindring bliver uklar. Man bliver ganske
rørt ved at se dette ærværdige Symbol paa Folkets Deltagelse i
Rettergangen træde ud af sin stille Krog og afgive Erklæringer. Det er som
en Ende paa al Tvist til Stadfæstelse. Retsvidnet I Hvor det minder os
om længst forsvundne Dage, da vi ydmygelig tjente i Fru Justitias Tempel.
Vi havde et rigtig flinkt Retsvidne; han var noget rødnæset, men det
klædte ham ikke ilde; han var ogsaa temmelig døv; men han havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
