Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - R. Gram: Revision af Straffeloven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
281 Revision af Straffeloven
gammel Tid været en Regel, som man har holdt fast ved i Strafferetten,
at ingen bør kunne straffes for en Handling, med mindre Loven
udtrykkelig har fastsat Straf for Handlingen. Sætningen, nullum
crimen sine lege, er da ogsaa anerkendt i de fleste Lande. Vor
Straffelov er imidlertid atter her paa den gale Side. I dens § 1,
der begynder med de noget mærkelig lydende Ord: »ingen kan
straffes efter denne Lov", hedder det videre, „med mindre han har
gjort sig skyldig i et Forhold, der gaar ind under en af de i Loven
givne Straffebestemmelser eller ganske maa sættes ved Siden
af en i samme som Forbrydelse betegnet Handling." Det
vil altsaa sige, at vor Straffelov, i Strid med, hvad der vistnok
gælder i alle andre Lande, har aabnet Mulighed for, at man kan
straffe Handlinger, der ikke rammes af Lovens Ord, men som af
Domstolene skønnes at være analoge med en eller anden
Handling, hvis Strafbarhed er hjemlet i Loven. Dette er jo allerede
galt nok. Analogi er en Retskilde, som ganske vist er helt
uundværlig i Civilretten, men paa Strafferettens Omraade bør den være
banlyst, i al Fald hvor det gælder Spørgsmaalet om, hvad der er
strafbart. Værre er det imidlertid, at Straffeloven ikke har nøjedes
med at fastsætte, at man kan straffe i Henhold til Analogi, men,
som ovenfor nævnt, i endnu mere flagrant Strid med Princippet,
nullum crimen sine lege, har adskillige §§, der er affattet saa
ubestemt, at det er ganske umuligt at sætte blot nogenlunde faste
Grænser for, hvad der efter dem er strafbart. Som Eksempler
paa saadanne særlig uheldige §§ skal jeg nævne §§ 90, 245 og 257.
I § 90 fastsættes Straf for den, der „ved Trusler, Forhaanelser
eller anden fornærmelig Adfærd krænker den
Ærbødighed, der skyldes Kongen". Denne Bestemmelse har en
mærkelig Duft af det 18. Aarhundrede over sig, og det synes i
Virkeligheden mere end besynderligt, at en saadan Bestemmelse for kun
en Menneskealder siden har kunnet ophøjes til Lov. Hvor langt
det er fra, at den er rationel, ser man bedst, naar man
sammenligner den med den tilsvarende Bestemmelse i det norske Udkast,
hvor der fastsættes Straf for den, der begaar nogen „Ærekrænkelse"
mod Kongen. Medens den norske Bestemmelse giver faste
Holdepunkter for, hvad det er der er strafbart, er der ikke saadanne
faste Holdepunkter i § 90. Thi hvad er fornærmelig Adfærd, der
krænker den Ærbødighed, som skyldes Kongen? Og hvor har man
Regler for, hvilken Ærbødighed Kongen har Krav paa? Herunder
kan jo med nogen ond Vilje bringes saadant noget som, at en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
