Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - April - H. Ch. Nielsen: Helge Rodes nye Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Helge Rodes nye Skuespil
341
en Kamp mellem Kong Hakon og Skule Jarl — selv i den Spækhøker,
hvis Kongslanke er en Butik med Spejlglasruder — men ikke alle er
gifl med en bornert Ægtemand og endnu færre er utilfredse dermed.
Af samme Grund har .Hamlet" og .Othello" i Dag som for tre
hundrede Aar siden Personlighedsværdi for Læseren, og det er „Medea*
ikke , Antigone" der griber En dybest i den antikke Digtning.
Slægten vokser jo frem under nogenlunde samme Vilkaar. Til
enhver Tid vil der i Sjælene være en eller anden Brist, et eller andet
Punkt, hvor Lidelsen er fælles. Kan være at den er forbigaaende, at Tiden
vil stille den, at en ny Slægt har en anden Klage, men den Digter, der
giver Ord til sit Slægtleds Nød — han, siger vi, har grebet dybt.
Det er denne Brist, der foraarsager alle Tragedier i Livet som i
Digtningen, — der findes ingen anden virkelig Tragedie. De ydre
Effekter: Skrigene, Skuddene er tilfældig Støj. — Tragedien sidder
stille inde i hvert Menneskehjerte. En lille Brist er det hele. Det
hedder, at Trolden drog Jomfruen ned i Strømmen, da hun red over
Blide-Bro, men det var hendes Ganger, „den skred paa femten Søm".
Intet Trylleri — kun et lille Guldsøm, der manglede.
Helge Rode har talt saa tydeligt. Hans Drama er en tredobbelt
Tragedie. Alfhild elsker først Stefan og saa Ravn, Stefan først Alfhild
og saa Helen, og denne først Ravn og saa Stefan — ingen af dem
fanger Lykken, alle bliver de knust.
Jeg har ikke taget Ravn med; thi denne gaar til Grunde af helt
andre Aarsager — af dramatisktekniske Hensyn. Men disse tre har fælles
Skæbne; thi hos dem alle ligger Bristen i deres Væsens større
Hurtighed til at gribe end til at slippe.
Det er et ganske simpelt psykologisk Fænomen. Alle véd, at et
Indtryk ikke forsvinder saa hurtig som det modtages, men først i det Øjeblik
bliver dette skæbnesvangert, naar det er de fineste og stærkeste Traade
i Jeget, der ved Mindet er bundet i det Øjeblik de behøves andetsteds.
Derfor er dette Problem aktuelt, thi medens vore Nerver nu som før
opmagasinerer Indtryk, medens vor Bevidsthed kun langsomt giver sine
Billeder fra sig, er vort Væsen stedse blevet større, rigere og mere
im-pressionabelt. Ogsaa her har Tiden brudt Skranker og Volde ned — vort
Indre er en aaben By, hvor ingen fremmed kan formenes Adgang.
Vi ejer ikke længer Trofasthed, vi er født flygtige, men vi har ikke
samtidig lært at glemme. Livet sætter Ar.
Den hæslige Brynde, der var Bundfaldet i den sidste Skaal, vil
plumre den næste Drik; Smerten fra det sidste Brud vil ikke glemmes
under den nye Lykke; Pligten fra det sidste Forhold vil endnu tynge,
naar det nye møder med sine Krav.
Kampene i Stefan Borgs Hjem er Fortællingen om Arrene, som
man ikke vil være ved.
At elske det, man husker, eller at glemme det, man ikke elsker —
det er Harmoni. En svunden Tid havde maaske lettere ved det første,
vi har endnu ikke lært det andet.
Det nytter ikke længer at forlange Trofasthed, som en sejg
Ved-hængen trods alt, men man kan uddanne Evnen til at leve ethvert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
