Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Maj - Adolf Hansen: Bernard Shaws Skuespil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
388
Bernard Shaws Skuespil 388
dighed og Stilling som Værn om din Værdighed. Det er alt, hvad det sømmer
sig en Mand at byde en Kvinde.
Caüdida: Og De, Eugene? Hvad byder De?
Elgkik: Min Svaghed! Min Forladthed! Mit Hjertes Trang!
Og da Morell i sin Sjæleangst synker sammen, medens Eugene
staar naglet til Pletten, spændt og fattet, siger Candida, idet hun
med forstaaende Indsigt ser igennem deres Ord: „Jeg giver mig
til den svageste af de to." Eugene fatter lynsnart, hvad hun
mener; men Morell, der endnu har Illusionen om sin Aands Styrke,
forstaar først lidt efter, at det er ham, hun har valgt: han er i
Virkeligheden bleven støttet og baaret frem hele Livet igennem af
hendes og andres Kærlighed og Beundring. Eugene, der ser, at
Morell — hvad han tidligere har troet umuligt — ganske har
fyldt sin Hustrus Hjerte, forsoner sig med ham; og stærk ved sin
Sorg og sit Kald iler han, efter at Candida har trykket et Kys
paa hans Pande, ud i Natten og Ensomheden; — men først har
hun med mild og verdensklog Humor bedet ham låve et lille Digt
af to smaa Sætninger og at gentage det, hver Gang lian tænker
paa hende, — to Sætninger, der lyder: „Naar jeg er tredive, er
hun fem og fyrre. Naar jeg er treds, er hun fem og halvfjerds."
Tilbage bliver Mand og Hustru i det Hjem, der gennem mange
Aars Vækst er formet og lovbundet paa sin bestemte Maade, —
han med sandere Erkendelse af sig selv, hun med samme sunde
Kraft som før til at tage den daglige Kamp op med Livets Krav.
Men Læserens- Tanker følger, naar Stykket er endt, Eugene
ud i Ensomhedens Mørke; thi dybest set bærer Digter-Ynglingen
Dramaets Grundtanke. Det, som nemlig Forfatteren, der kalder
sit Stykke et „Mysterium", om end dunkelt har ment med denne
Skikkelse, er sikkert, at den symbolsk gennem Natmulmet skal
pege mod en gryende Tid med friere Leveformer, med lutrede
Tanker og større Formaal; — den skal betegne det stadigt
fremad-søgende i Geniet og Menneskeaanden, den Higen, der, som
Bygmester Solness’ i Ibsens Stykke, ikke finder sig til Rette i Nutidens
jævne Boliger, men vil bygge højere og højere op til de svimlende
Tinder, bygge „Luftslotte med Grundmur under". Og muligvis er
der atter her, i denne det engelske Stykkes Grundidé, en vag
Inspiration fra den norske Bygmester.
Der kan vel rejses en og anden Indvending mod dette Drama.
Det føles saaledes som en Mangel, at vi, uden fyldestgørende Bevis,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
