Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Hjalmar Christensen: Gustave Flaubert
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
471 Gustave Flaubert
en Draabe Blod dér, men den menneskelige Krafl vil, naar du ikke
er mere, vedblive at virke uden dig; den vil gemme Erindringen
om dig blandt alle de andre døde Blade; din lille Plads i Kulturen
vil forsvinde under det grønne Dække, dit Folk vil forsvinde for
nye indtrængende, din Religion for en anden — og saaledes
bestandig videre: Vinter, Foraar, Sommer, Høst, — uden at Blomsterne
nogen Gang ophøre at skyde Knop og Flod at følge paa Ebbe."
Vi føler i disse Ord, hvor Flauberts kunstneriske Syn er nøje
bestemt af det, jeg vil kalde hans Tro, hans Religion som
Videnskabsmand, af en dybt gennemtænkt, alvorlig, hel Livsanskuelse.
Flaubert som Kunstner og som Mand, Personlighed er ikke til at
skille ad.
IV
Man vil allerede have bemærket, at der i Flauberts Meninger
om Kunst ofte er en stærk Genklang af Romantikken. Der er
allerede i hans Ligegyldighed for det praktiske Liv, hans Afsmag
for Politik, hans bundløse Foragt for den demokratiske
Lighedstanke, noget, som udpeger ham som Romantiker, som Aristokrat
i den romantiske Betydning af Ordet. Og han har navnlig den
samme Opfattelse af Kunsten som noget eksceptionelt, noget højere
end al anden menneskelig Virksomhed, Spidsen af det
menneskelige, der peger op mod det guddommelige. Den kunstneriske
Ska-ben sker i Guds Billede: Kunstneren forholder sig til sit Stof som
Gud til Verden. Men sammenstiller man Flaubert med de tyske
Romantikere, der har formuleret de romantiske Dogmer baade saa
koncist og saa udførlig, vil man finde, at Ligheden er mere
tilsyneladende. De mener ikke engang det samme med de samme Ord.
For det første erkender Flaubert i Virkeligheden ingen fri Skaben
i tysk-romantisk Forstand; den Vilkaarlighed, Romantikerne
hævder som Digterens Ret, Retten til at gribe Emnet an fra hvilket
som helst Standpunkt, behandle det under hvilken som helst virkelig
eller uvirkelig Synsvinkel, selv om Genstandene derved kommer til
at stilles paa Hovedet, — denne Skaberens suveræne Ret, den
kender Flaubert ikke, det er en Tanke, som er ham helt fremmed.
For Flaubert staar Kunstneren stedse som en Livets Tolk. Og
Livet kan for ham aldrig blive den indre vilkaarlige
Drømmeverden, hvori den tyske Romantiker undertiden omplantede sit Jeg.
Som god Franskmand glemmer han ikke et Øjeblik, — selv naar
han i „Den hellige Antonius’ Fristelser" giver sig Mystikken i Vold,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
