Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Juni - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
509
ved en Livfuld Hug. Men hvad Figuren havde vundet i individuel
Livagtighed havde den tabt i typisk Magt og alment Indhold. Det var
ligesom en god og levende moderne Oversættelse af et klassisk Værk. Det
var en Lægmands-Erasmus. Han lignede allermest en opblæst Seminarist
eller Højskoleelev. Djævelen for ikke i ham, naar han talte Latin.
Han var ikke Legemliggørelsen af den Latineraand, den frygtelige
Formalisme, den Besathed af det uvirkelige, hvis Sammenstød med den
drøje og faste Realitet er Komediens evige Indhold.
En smuk ny Iscenesættelse af en holbergsk Komedie saa man i
Gert Westphaler. Hermed tænker jeg ikke saa meget paa saadanne
smaa Netheder som Posten, der giver rigtigt Vand, Pigen, der vrider sin
Karklud ud af Vinduet i øverste Stokværk o. lign., som paa den
Sikkerhed og Tydelighed, hvormed Scene-Instruktionen havde anskueliggjort
Værkets Rytme. Det regelmæssige Forløb af en holbergsk
Karakterkomedie er, kunde man sige, en Slags jævnt tiltagende
Omdrejnings-bevægelse. Den komiske Hovedfigur drejer sig om sin fikse Ide som
om en Akse, i Begyndelsen ganske jævnt, saa hurtigere og stedse
hurtigere, indtil man ser Vanviddet slaa ud af ham i lys Lue (f. Eks. i
Den Stundesløse „Jeg er Alexander Magnus og I er nogle Slyngler").
Den Plastik, hvormed denne typiske Bevægelse fremtraadte, gav den lille
Komedie, der spilledes dygtigt og respektfuldt, en virkelig ny Betydning.
Derimod kunde der ved Opførelsen af Henrich og Pernille være
gjort noget mere for at lade Planen, som Holberg selv ansaa som
mønstergyldig, træde tydeligt frem. I tredje Akt maa f. Eks. Jeronimus*
Fortumlethed drives ud i det fantastiske. Hr. Mantzius var her lille,
trippende, han skulde have givet det groteske Billede af en i al sin
Ge-valtighed pludselig forvirret, ligesom forpjusket Majestæt, noget som en
Ugle mellem Spurve. I Modsætning hertil skal Leonard være straalende
klar og rolig, med en Sandfærdighedens Autoritet („Min Herre, jeg
holder ham for en af de sanddrueste Mænd, jeg kender") i Stemme og
Fremtræden, som Hr. Borchsenius ikke fremstillede. Stykket er nemlig,
som enhver kan se, ikke blot i Scenegang, men i Karaktertegning anlagt
paa Kontrast og Paralleller. Til Gruppen Leander, Henrich, Arv svarer
Leonora, Pernille, Magdalone. Inden for den første Gruppe kunde
Modsætningen mellem Leanders Fornemhed, Henrichs polerede Simpelhed
og Arvs Bonderaahed være endnu stærkere fremhævet, det er aabenbart
muligt og vilde være rigtigt at give denne Henrich et stærkere
Realitets-præg af Lakaj-Gemenheden end ellers: den Replik, hvori Henrich
tilbyder Leander at aftræde ham sine Ægtemandsrettigheder, vilde da faa
central Betydning. Ogsaa Leonora kunde karakteriseres noget anderledes
end Fru Hennings gør det: denne unge Pige er ikke saa fint et
Porcellæn som den unge Frøken i Maskeraden, hendes Diktion er ikke
pretiøs, men djærv, Ømheds-Udbruddet til sidst vilde da virke dobbelt
indtagende. —
Fra Holberg til Dagmarteatret er der et godt Stykke Vej. Gid den
var noget kortere! Gid der var nogen Forbindelse mellem Holberg og
Hr. Martinius Nielsen! Om f. Eks. Hr. Nielsen havde lært den Kunst at
tale i den holbergske Komedie!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
