Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - August - G. Brandes: Streiflys over Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Strejflys over Goethe
605
Værk Ur f aust, hvortil man ikke finder Parallelstedet i hans Breve
og Digte fra samme Tid.
Paa dobbelt Maade fornemmer den unge Goethe sig hæmmet
i sin ideale Stræben efter at forstaa Verdensaltet. Han er kun et
enkelt Menneske; han ser ikke Tingene som de er, men som de
spejler sig i ham, begriber kun den Aand han ligner, jkke
Jord-aanden. Dernæst naaer han som Menneske ikke ind til selve
Livs-tanken. fordi han kun har det utilstrækkelige Middel dertil, Ordet.
Wagner er tilfreds, naar han har en Talemaade at løbe med;
Mefistofeles raader Lærlingen til at nøjes med prægtige Ord. Den
digterisk filosofiske Opfattelse, der lader haant om Ord, faar sit
højeste Udtryk i Scenen, hvor Gretchen udspørger Faust om hans
Tro og hvor denne taler ganske som Goethe selv, da han i April
1774 afviste Lavaters Ven Pfenniger, som krævede ham til
Regnskab for hans Forhold til Religionen. (Name ist Schall und Hauch).
Men straks i Fausts første Enetale udtaler han sin Ringeagt for
den Videnskab, der kun roder i Ord og hvem det ikke er forundt
at skue. Han vil tilegne sig Alnaturen ikke i døde Ord men i
levende Anskuelse. (Schau’ alle Wirkungskraft und Samen, und
thu’ nicht mehr in Worten kramen). Naar han hengiver sig til
Magien, er dette Sindbilledet paa, at han utilfreds med
videnskabeligt Stykværk vil opnaa det geniale Syn. Goethe bevarede
jo til sin Død Fordommen mod den forsøgsvis fremadskridende
Erfaringsvidenskab. Fordi han undertiden med sit blotte Geniblik
havde set ind i Naturens Væsen, vægrede han sig ved den
Indrømmelse, at en Newton med sine Beregninger naaede videre end
han. Efterhaanden lærte Goethe imidlertid som Forsker ogsaa den
Selvovervindelse at nøjes og glæde sig ved det Enkelte, at se det
Hele i det Allermindste. Han opfattede det enkelte Tilfælde
sindbilledligt, almengyldigt. Ogsaa denne tilkæmpede Ejendommelighed,
grundet paa Geni og Resignation i Forening, nedlagde han i sin
Faust under den videre Arbejden paa Værket.
Alle Kræfter, der bevægede Goethe hans lange Liv igennem,
kommer da til Orde her, stiger op og ned heri og „rækker
hinanden de gyldne Spande", Ynglingens Attraa, den Elskendes Skæbner,
Digterens Skabertrang, Forskerens Kundskabstrang, Geniets
Iso-lerthed, Mandens Livserfaring, Alt har samarbejdet herpaa. Rundt
om deri er det Evige naaet.
Hvad gør det da, at Fausts første Del ikke er et ensartet Værk
med enkelt Harmoni, naar det dog er saa rigt paa selvstændige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
