Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - September - Troels Lund: Dødsanmeldelse i Norden i 16. Aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
681 Dødsanmeldelse i Norden i det lt>. Aarhundrede
man stundum et levende Begreb. Da saaledes en kvindelig
Slægtning af Fru Kirstine Erik Lykkes var død 1565 paa Skovgaard,
skrev Statholderen i København Hr. Mogens Gyldenstjerne hende
straks til og bad hende, da han paa Grund af Krigsforholdene ikke
kunde forlade Byen, om som nærmeste kvindelige Slægtning at
tage sig af Begravelsen. Hun svarede: „. . . Kære Frænde! Som
I skriver mig til om hendes Begravelse, at jeg skulde tilhjælpe og
bestille, at det kunde gaae skikkeligt og vel til, saa takker jeg Eder
saa ganske gærne derfor. Gud skal være mit Vidne dertil, at jeg
skal gøre saa meget derudi, som jeg hende pligtig er. For hun
haver vel levnet saa meget efter sig, at hun bør at have en ærlig
Begravelse. Kære Frænde! Som I skriver, at hendes Begravelse
skulde være nu paa Onsdag førstkommende, saa giver jeg Eder
ganske venligen at vide, at det bliver for kort til den Dag. Thi
Eders Bud kom ikke hid før i Gaar. Og man faaer ikke nu saa
snart udskrevet Brevene, at de kan blive forskikket inden
den Dag. Men det skal dog skee med det snareste, vi kan have
Brevene skrevet og forskikket til. Gud baade vos det! at vi ikke
kan faae Eder her til og flere af vore gode Venner, som vilde
gærne være der hos, og kunde bestille det bedre end vi fattige,
bedrøvede Kvindfolk."
Den skriftlige Indbydelse var saa godt som altid enslydende.
Da Skikken jo først kan være opstaaet i Danmark omkring Aar
1560 og i et Nu blev almindelig, staar vi her over for et af disse
Modens Trylleslag, hvor alle lystrede og det med en Selvhengivelse
og en Appel, som end ikke det ypperste Fremskridt vilde have
været i Stand til at fremkalde. Da i den følgende Tid enhver fra
Blaavandshuk til Avaskær, ja i Norge og til Dels i Sverige med,
skrev disse Breve ens, maa vi gaa ud fra, at de fra nu af har hørt
med til Børnelærdommen paa de større Gaarde. Selv om En ikke
flk boglig Dannelse, men nøjedes med blot at lære „Rytteri og
Gudsfrygt", synes denne Kundskab at have været uundværlig. Det
hørte jo netop med til adelig Gudsfrygt at kunne melde sin Faders,
Hustrus eller et Barns Død i ulastelige Udtryk.
Formularen lød saaledes: „Min ganske venlig Hilsen eder nu
og altid forsendt med Gud Vorherre. Kære (Otto) synderlig gode
Ven! Næst min venlige Taksigelse for alt Godt, hvilket jeg gærne
forskylde vil med hvad Gode, jeg veed eder til Villie og Tjeneste
at kunne være. Og giver jeg Eder sørgeligen tilkende, at Gud
Almægtigste haver nu heden kaldet min kære salig (Hustru) ærlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
