Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - November - G. Schjelderup: Nietzsche og Wagner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
860
Nietzsche og Wagner
enorme Opgave, jeg havde lige over for Wagner, og som i
Sandhed foraarsagede mange og tunge Lidelser i mit Indre." Resultatet
af disse Bestræbelser var den berømte Afhandling om „die Geburt
der Tragödie aus dem Geiste der Musik", som han trods Gulsot og
Tarmbetændelse med Begejstring tog fat paa. Nietzsche forsøger
her at forklare den græske Kunsts Opstaaen og Udvikling ved to
Grundelementers Forbindelse, det dionysiske og apolloniske, den
vilde kaotiske Naturkraft og overstrømmende Livsglæde i Forening
med den klare Forstands og fine Skønhedssans’ ordnende,
lysbringende Princip. Han mente at finde denne friske, indtil Raseri
opbrusende Livskraft i Wagners Værker, der bragte en Genfødelse
af den store tragiske Kunst. Senere betragtede han den wagneriske
Del af sin Afhandling som en Vildfarelse. Hvorledes dette nu end
forholder sig, ét er sikkert, at vi i „die Geburt der Tragödie"
finder Spiren til Nietzsches egen senere originale Filosofi, saaledes
som den f. Eks. fremtræder i „Also sprach Zaratustra". Det
dionysiske Element i den græske Kultur var netop svulmende Kraft og
Livsfølelse, noget lignende som den, vore Vikinger besad, da de
med Troen „paa sin egen Styrke" i smaa usle Baade gjorde
Verdenshavet usikkert. Man maa ikke forveksle de græske og
nordiske Kraftmenneskers jublende Livsfryd med overfladisk
Optimisme. De glædede sig over Livet, netop fordi det var, som det
er, med glimrende Lyssider og dybe, mørke Skygger. Dette er
ogsaa Visdommen i Nietzsches Filosofi: Livet passer til Menneskets
og overhovedet alt levendes Natur, derfor er det et Tegn paa
indre Sundhed, naar man elsker Livet og begejstres for
Tilværelsen, medens alle Former af Pessimisme „lugter Forraadnelse".
I 1888 skriver Nietzsche, idet han omtaler sit første Værk:
„At sige ja til Livet selv i dets forunderligste og haardeste
Problemer, —Livsviljen, som fryder sig over sin egen Uudtømmelighed
ved at ofre sine egne højeste Typer —, det kaldte jeg dionysisk, det
forstod jeg som Broen til den tragiske Digters Psykologi. Ikke
for at komme løs fra Skræk og Medlidenhed, ikke for at rense sig
for farlige Affekter ved voldsom Udladelse — saa misforstod
Aristoteles Sagen — men for selv hen over Skræk og Medlidenhed at
være det blivendes evige Lyst, denne Lyst, som ogsaa indeslutter i
sig Tilintetgørelsens Lyst. I denne Forstand har jeg Ret til at
betragte mig selv som den første tragiske Filosof, d. v. s. den
yderste Modsætning og Antipode til en pessimistisk Filosof.*
At denne Livsopfattelse maatte bringe ham i Strid med Wagner,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
