Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - December - Niels Møller: Belejringen i Peking
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Belejringen i Peking
943
som ikke kunde vadskes af i Skummemælk. Og maa man tit
skamme sig paa de europæiske Troppers Vegne, kom til Gengæld
nogle af den hvide Races bedste Egenskaber frem under
Kristenforfølgelserne og Belejringen i Peking.
Boksersamfundet I-Ho-Chuan, „den retfærdige Enigheds Næve",
var oprindelig stiftet i Begyndelsen af det 19de Aarhundrede, men
blev da forbudt. Det levede op igen som Følge af de fremmede
Magters og Missionærers Overgreb. Kineserne af alle Stænder var
i de sidste Aar bleven æggede til bittert Had mod Europæerne.
Det ene Stykke Land blev fratvunget dem efter det andet; de
mente, at Europæerne snart vilde dele Riget og gøre dein til
Trælle. De hørte mange Rygter om Ugerninger, de fremmede
øvede mod de indfødte i de afstaaede Egne. Kristendommen skulde
forgifte deres Landsmænd og gøre dem til Redskaber for de
fremmede, naar Folket skulde underkues. De katolske Præster tiltog
sig politisk Magt og søgte at gøre deres Proselytter uafhængige af
kinesiske Love og Myndigheder.
Hadet herover kaldte Bokserne frem og gav dem mylrende
Følge. Hertil kom, at en langvarig Tørke i 1899 havde voldt
Misvækst og Sult og Arbejdsløshed. Og endelig havde de den
religiøse Overtro som en mægtig Hjælper. Selve Tørken var Tegn
paa, at Himlen var vred over, at de fremmede sad i Landet og
udsaaede deres onde Lære. Bokserne prækede, at Guderne havde
sendt I-Ho-Chuan ud og givet dem Jærtegnskraft. Den, der sluttede
sig til dem, skulde blive usaarlig og kunne dræbe hundrede Mand.
En Plakat, der fandtes slaaet op i Peking, viser, hvor
Folkefantasien var kommet i Kog:
I en Gade i Peking saa’ nogle troende af I-Ho-Chuan pludselig
ved Midnat en Aand stige ned i deres Midte. Aanden var længe tavs,
og hele Menigheden faldt paa Knæ og bad. Da hørtes en frygtelig Røst,
der sagde:
„Jeg er ingen anden end den store Yu Ti (den usynlige Verdens
Gud), som selv er kommen herned. Jeg véd vel, at 1 er alle fromme
af Sind, derfor er jeg nu kommen ned at lade jer vide, at det er
urolige Tider i Verden, og at det er umuligt at trodse Skæbnens Bud.
Man maa frygte, at de fremmede Djævle vil bringe Forstyrrelse; alle
Vegne grundlægger de Missioner, rejser Telegrafer og bygger Jernbaner;
de tror ikke paa den hellige Lære, og de taler ondt om Guderne. Deres
Synder er utallige som Hovedets Haar. Derfor er jeg vred, og min
Torden har rullet. Nat og Dag har jeg tænkt over disse Ting. Vilde
jeg byde mine Hærførere komme ned paa Jorden, — selv de har ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
