Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Theodor Bierfreund: Tre Portrætter af Carlyle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tre Portrætter af Carlyle
63
hængig, ikke at trodse sin Uafhængighed igennem, men at arbejde
sig til den. Han var fattig og havde en haard Kamp at bestaa;
thi han malede Billeder, som ingen vilde købe, ikke fordi de
malerisk set var ny eller forbløffende, eller fordi Emnerne var ukendte,
men fordi de var saa fortvivlende sande, at Folk, selv om de
indrømmede deres Sandhed og Ærlighed, dog ikke vilde have dem
paa deres Vægge, fordi de ikke vilde kunne holde ud at se paa
dem. Han malede den irske Hungersnød, uden store Fagter
eller Pjalter eller Skrig til Himlen eller Politiforfølgelse. Kun en
Mand, der sidder i sil Arbejdstøj med Hænderne tomme og
ubeskæftigede, uden Haab om noget at fortjene; hans Mund er lukket,
hans Øjne vidt aabne. Haabløsheden og Sulten er i de Øjne, der
stirrer lige ud i Rummet, Besluttetheden i de tomme knyttede
Hænder, og Anklagen om den sammenbidte Mund. Hans gamle
Moder sidder ved hans Side, foroverbøjet, med Hovedet i
Hænderne. Hans Hustru, køn, mager og bleg, med indtørret Hals og
indskrumpet Bryst, sidder paa hans anden Side; hun lægger sin
Haand beroligende paa hans Arm. Om Trøst eller Hjælp kan der
ikke være Tale; kun muligvis om at afværge videre Ulykke. Det
er et Billede, der i sin Stilfærdighed taler højt, som Anklage.
Grupperingen synes gjort efter et berømt tysk Maleri: Jøderne, der
sidder i det babyloniske Fangenskab. En hvidskægget Olding med
en sørgende Kvinde paa hver Side sad under et stort Træ, og
Harpen havde han sat fra sig. Det var skønne, velnærede
Skikkelser i folderige Klæder, og de sørgede over- Fædrelandets Tab. Det
Billede har i Gengivelse prydet Tusinder af Vægge. Thi Sorgen var
romantisk. Watts’ Irlændere var slet ikke Patrioter, kun rene og
ordentlig klædte Folk, der ikke vidste, hvor de skulde faa noget
at spise fra. Billedet har han endnu, skønt han er saa berømt,
og der er maaske ikke engang nogen, der vil have det gratis.
Han malede en Kvinde, der havde kendt bedre Dage og nu
maatte leve af at sy Skjorter for et stort Magasin. Det var hun
ikke vant til; hun kunde ikke konkurrere med dem, der var født
til det, og dog maatte hun være lige saa rap paa Fingrene og
lige saa nøjagtig som de. Hun er saa træt. Hun maa søge Hvile
et Øjeblik og støtte Hovedet paa Haanden. Det er alt. Der er
ingen Romantik dér. Og dog er det et dybt Digt, der brænder
sig ind i En, men som man ikke kunde holde ud at have for sig
til enhver Tid. Der er et bekendt dansk Billede af en Sypige,
der Pinsemorgen er falden i Søvn over en Silkekjole, der burde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
