Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Fortællinger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fortællingen
85
gemme sin Græmmelse bort for Folk. . . . Fru Meyer, der sidder
hyggelig og rolig og smilende tilstaar sin Svaghed for god Mad og
smukke Klæder ... og som dog har noget dræbt i sig . . .
Hun bliver selv, Maja, med al sin Paapasselighed, skamferet
af sin store, dumme Kvindeforfører. Hun redder sig ganske vist,
— redder med sin nøgterne Selvkontrol i al Fald saa vidt „Æren",
at hun kan komme i Havn i et fredeligt Ægteskab med en rar
halvgammel Mand. Men hun føler sig som en „demi-vierge" —
omtrent som Misse Wichmann, der med melankolsk Ironi satte sig til
Gravmæle: „Her hviler under grønne Tilje — en, der var Jomfru mod
sin Vilje", — og hun ser ingen stor Ære i sin forsigtige Frygt for at
tage Konsekvenserne af et Forhold. Træt, træt er hun allerede saa
hurtig af at bakses med Livet: hun var jo gammel, da hun gik ud
i det, og hun véd nu, at det for alle blot er som et Krat, man arbejder
sig igennem for at naa den endeløse Afgrund paa den anden Side.
Og nu, hun er Frue, er hun som en af de andre, der har faaet
deres Hjerte revet itu engang ude i Livet, men har fundet en rar
Lappeskrædder, som rimper det saa nogenlunde sammen . . . Men
rank og sikker forbliver hun, dobbelt illusionsløs og uangribelig,
— og bestemt paa at redde saa megen Lykke, hun kan i Livet.
Noget afsnuppet er navnlig Afslutningen, og videre reel
sammenhængende Menneskeskildring byder Bogen ikke paa. Men den
elektriserer ved sit Humør, den ætser med sin Haan og befrier ved sin
Respektløshed, og dens rebelske Radikalisme og Kynisme virker som
et saaret og sygt Sinds naturnødvendige Forsvar mod Skæbnen.
— Læser man oven paa denne Bog Frede ri kPoulsens digre
Opus „Race", som mange yngre synes at interessere sig for,
fornemmes dets Hjerneradikalisme unegtelig noget bleg og flov. Her
er ingen virkelig „Storm og Trængsel", der revolterer. Og kommer
man fra Karl Larsens Bog til det, fornemmes det ogsaa, at „Race"
kun har lidet med Kunst at gøre. Forfatteren arbejder —
fortæller han selv — hurtig, og de 400 tættrykte Sider cykler
ogsaa gladelig hen ad de mest farbare Veje, uden at Indholdets
Nyhed og Egenhed nogen Sinde nøder til at bryde ny Stier eller
sætte Ordene sammen i uvante Forbindelser. Blikke er „duggede
af Mindernes Vedmod", og et rigt Haar „risler som en Kaskade i
kaade Spring ned fra den høje Chignon". I en forstandig
letflydende Dagligtale beskrives Personerne og gengives deres
Oplevelser og Sindsstemninger, men aldrig tændes der af Ordene en
tydeligere Vision eller rykkes vi med i en magtfuldere Bevægelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
