Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
89
der kaldes De to Armringe, betyder jo ikke andet, end at man ikke vil
formene den gamle Herre at aflægge sit meget umoderne Visitkort, men
for øvrigt ikke ønsker at indlade sig med ham. For Skams Skyld burde
man holde Hakon Jarl paa Spilleplanen, naar man ikke for Ærens Skyld
tør vove noget helt nyt: en dristig Beskæring af et af de
oehlenschlä-gerske Stykker, hvori der er mest moderne Liv, f. Eks. det berygtede
Hugo von Eheinberg, et Ægteskabsdrama, som i en energisk Fremstilling
maaske kunde interessere os mere end vore Fædre, eller et Forsøg paa
en Fremstilling af den oehlenschlägerske Poesis reneste klassiske Skønhed
ved at opføre Baldur hin Gode som Melodrama. En
Oehlenschläger-Fornyelse ad den traditionelle Vej kan sikkert ikke udføres med det
nuværende Personale. Ikke mindre eksklusivt har Teatret forholdt sig til
det moderne Skuespil. Hvad. der er valgt: Strindbergs Brott och brott
i dette Efteraar, d’Annunzios Gioconda i Foraaret og Tolstojs Mørkets
Magt i 1899 repræsenterer virkelig noget nyt, farve- og følelsesstærkt,
som betegner en Afvigelse fra den hidtil herskende Smag ved Teatret
og giver en kraftig Modgift mod det nydanske Lystspils „gamle Huse" og
„moderate Løjer* — de eneste moderne danske Skuespil, der bar gjort Lykke
under den nye Styrelse. Formodentlig er da Valget af disse tre Stykker et
Udtryk for Direktør Christiansens personlige Smag, som han i saa Fald meget
vel kan være bekendt. Men den nye Teaterledelse kunde ogsaa nok være
bekendt at have været noget mere om sig for at skaffe moderne Skuespil
af en anden Art, lyske og nordiske. Har Teatret ikke villet spille Poul
Lange og Tora Parsberg, fordi det ikke kunde det, saa kunde det have
spillet Under Loven og burde saa ogsaa, da der forelaa en god
Anledning, have villet det. Ogsaa af andre Grunde — da derved en god Del
Uret, som slet ingen Gavn har gjort, baade den, som Teatret i sin
Tid har gjort imod Dr. Edvard Brandes, og den, som E. B. har gjort
imod Teatret — kunde være bragt ud af Verden. Det vilde, efter hvad
der var passeret, ikke have været Teatrets Ære for nær, om det med
hejstegen Haand havde anmodet Dr. Brandes om Tilladelse til at spille
hans Stykke. Men herom har ingen hørt noget.
Et saadant Stykke, der ved sin solide Klarhed er meget nationalt,
af holbergsk Familie, vilde vel ogsaa have kunnet fængsle og fastholde
et københavnsk Bourgeoisi-Publikum, hvad intet af de fremmede Dramer
har formaaet. Skyldig — Ikke skyldig spilledes nogle faa Gange for
septembertomt Hus og er nu, saa vidt vides, henlagt for bestandig.
Strindbergs Stykke er i en Tid, da Kristendommen har ophørt at frembringe
Kunst, især interessant derved, at det er urkristeligt. Dets Idé er
Kristendommens Grundtanke: Synd og Forsoning. Der findes deri et
Syndefald, som er beundringsværdig Poesi. Det er Scenen i anden Akt i
Restauranten i Boulogneskoven, hvor Maurice, efter at have vundet sin
store Sejr, i Selskab med den Kvinde, der hensynsløst har hyldet ham
som Herre, i en Følelse af nyskabt Herlighed tager Jorden i Besiddelse
som sin Ejendom og saa ved Adolphes, den bedragne Vens og Elskers
Ankomst, derved at det netop er ham, som de har sveget saa ilde, der
kommer og takker ham, fordi han ved sin Kunst har gjort
Menneskenavnet skønnere og renere, pludselig blues, og „de bliver var, at de ei
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
