Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene.
91
Fald den, hvis Stemning Publikum havde nemmest ved at forstaa. En
gammeldags travrig Vise om, hvad Verden giver, ligger ikke uden for
vore Dages Smag i Poesien. Men det øvrige? En moderne Forfatter (Sven
Lange) har paa Samtidens Vegne ikke uden Vemod og af poetiske
Motiver tilstaaet, at det hele Spil ligger os moderne Mennesker fjernt, vi
kan i Grunden ikke forstaa det. Ærlig talt, det bliver efterhaanden en
noget indkneben Fornøjelse at være moderne Menneske. Vi kan ikke
forstaa Oehlenschläger, ikke Holberg, ikke Shakespeare. Men det er
heller ikke rigtigt, det er i al Fald ikke sandt, at Kong Lear, den
ele-mentæreste af alle Shakespeares Tragedier, ikke forstaas — jeg mener
opfattes umiddelbart — af den nulevende Slægt. Vi er endnu Mennesker —
det er den stadigt tilbagevendende Trøst for dem, der er radikalt
konservative, i den Forstand, at de arbejder paa Bevarelsen af
Menneskenaturens Oprindelighed. Hvad den særlige dramatiske Konflikt i Kong
Lear angaar, behøver man da heller ikke at gaa længer end til f. Eks.
en vestjydsk Bondegaard, hvor Aftægtsforholdet skal ordnes, for at finde
et meget lignende Spil af Følelser, som det, der sætter Shakespeares
Tragedie i Bevægelse. Goneril og Began behøver man ikke engang at søge
saa langt borte: saadanne Præstinder for den kolde Ild kender den moderne
Hovedstads-Litteratur meget godt. Og Lear da? Den, der har begyndt som
han med en umenneskelig god Tro til den menneskelige Natur, og er
kommen saa vidt, at han for Alvor faar Øjnene op, maa vel endnu lade
del gnave under Hjertet som han og bande sine „dumme Øjne" som
han og føie det, som om han fik Luft i hans Basen. Cordelia har
endogsaa et ganske eget Nutidspræg. Hun er meget ung, men slet ikke
yndig i almindelig Forstand. Hun maa endogsaa kunne virke lidt
tirrende, ellers forstaar man ikke Lears Heftighed imod hende. Hun har
den jomfruelige Muthed, hvormed nu til Dags unge Piger paa seksten
eller sytten, naar de har Aand og Hjerte, demonstrerer imod deres ældre
Søstre og irriterer deres Guvernante, og som kommer af, at de for
enhver Pris vil være „ægte" og „tale Sandhed". Af dem bliver der ofte,
som af Cordelia, naar den dulgte Varme har fundet sit naturlige Leje,
de herligste Hustruer.
Ved saadanne Iagttagelser kan man lette sig Individualiseringen af
de shakespearske Figurer, men saa for øvrigt gælder det at aabne for
Hjertekulen, thi paa dette Dyb af Natur og Drift, som det moderne
Menneske ikke blotter, næppe nok i sine Tanker, i al Fald ikke i sin
Tale og sin Handling, maa denne Elementar-Tragedie spilles.
Helt lykkedes det naturligvis ikke. Hvor det bristede, var det
øjensynligt paa Evne, ikke paa Arbejde; der er næppe paa Teatret arbejdet
mere med nogen shakespaeresk Tragedie end med denne. En Fejl var
det, at Fru Hennings spillede Cordelia; hun kan ikke tale med dette
haarde Pigemæle, hun ksin ikke lade sig fæste bort som en Askepot,
Fru Bloch burde have spillet denne Rolle. Sandt at sige, var der i den
Scene, hvor Kongen af Frankrig fæster den fattige Cordelia, mere af
den rette Stemning over Hr. Schyberg — Stemmen var rigtignok fra
København’, men Blikket var virkelig fra Shakespeare. Og saaledes saa
man jævnlig shakespeareske Glimt og Gnister, naar Kunstnerens Billed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
