Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Henrichsen: Georg Brandes og Kampen for Retten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes
141
gaaende Fornægter af Nietzsches Lære — denne Lære, der
overhovedet ikke anerkender Begreberne Ret og Uret, som forkaster
Medlidenhedens moralske Værdi, som under Betegnelsen „private
Dovenskaber" haaner den offentlige Mening, Brandes idelig
appellerer til. Og for saa vidt er Brandes ogsaa i sin Handling Demokrat,
saa vist som Demokratiet i vore Dage er den eneste Samfundsmagt,
der kæmper for en Idé og ikke giver Køb over for Uretten. Skønt
Aristokrat i Teorien har han tjent Demokratiet mere end mangen
En, der bærer Demokratens bløde Hat.
Det forekommer mig, at man i Georg Brandes’s Liv kan skelne
mellem to Perioder, en lysere og en mørkere, paa samme Vis som
han selv gør det i sin Skildring af Shakespeares Liv. I sin Tale
om Nationalfølelse bruger Brandes den for ham betegnende
Vending: At føie sig baaren. At føie sig baaren af en
Fællesbe-vidsthed, en Samfølelsens Bølge, det er, siger han, den vigtigste
Betingelse i et Menneskes eller et Folks Stræben. Det er Følelsen
af denne Betingelses Glippen, der betegner Vendepunktet. Brandes
har i den første Halvdel af Perioden fra 1870 til Aarhundredets
Udgang følt sig baaren — af den Opgang, han selv havde fremkaldt,
af den Modstand, han ligeledes selv havde vakt, baaren ogsaa
under sit Arbejde af den Rytme fra Fortidens Aandsliv, der gaar
gennem hans store Litteraturværk. Han siger det selv i den
omtalte Tale, omend med Tilføjelsen: Trods alt! Men fra Midten
af 80’erne, da den litterære Bevægelse havde kulmineret, da i den
hjemlige Politik først Vold og Uret, saa Urettens Anerkendelse, saa
en fuldkommen Afstumpethed af hele det politiske Sindelag var
de herskende hverandre afløsende Tilstande, og da endelig uden for
Landets Grænse, ude i Nutidens Europa, hvor Brandes nu, efter
Fuldendelsen af „Hovedstrømningerne", søgte sin Arbejdsmark,
Udviklingens Rytme var lige den modsatte af den, der havde bruset
i hans Øre under Skildringen af Aandslivet i Aarhundredets første
Halvdel: dengang først Ebbe, saa Flod, bestandig stigende Flod,
nu først Flod, saa Ebbe, bestandig synkende Ebbe, — da maa det
tidt have været for Brandes, som Fodfæstet svigtede.
Mere Fordomsfrihed og personlig Frihed maaske — men mindre,
meget mindre politisk Frihedsfølelse, større politisk Erfaring, men
slet ingen ideel Optimisme i Folkenes eller Individernes Sjæl, ingen
Ungdom og Lidenskab — det er ét blandt mange Billeder, der
kan tegnes af Europa efter 1870. Og Billedet er blevet mørkere
Aar efter Aar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
