Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Karl Gjellerup: Af en preussisk Statsministers Papirer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
178
Af en preussisk Statsministers Papirer
Overhaand uden Sværdslag. Kun Ministeriets kloge Handlemaade over
for Nationalforsamlingens upolitiske og energiLøse Forholdsregler gjorde
dette muligt." Endnu klarere udtaler en anden Otteogfyrremand sig
(Victor von Unruh)1): — „Vi (o: de Liberale) var i Aaret otte og fyrre
politiske Dilettanter, for ikke at sige politiske Børn."
Kort efter disse Begivenheder blev den Vej betraadt der skulde føre
„Fædrelandets Bedningsmand" til den lidet misundelsesværdige Position
som „Manden fra Olmütz." Det var en af den aandfulde Konges
ubehagelige Ejendommeligheder, at han holdt af at drive Politik paa egen
Haand, uden Medvirken af sine ansvarlige Ministre, snart over deres
Hoveder, ved umiddelbar hjertelig-rørende Henvendelse til en salvet,
ligesom han selv umiddelbart af Gud oplyst Broder, snart bag deres Ryg
under Samraad med andre politiske Venner; af disse var Bunsen
(mange-aarig Gesandt i London) den bekendteste, senere blev Radowitz Kongens
Støtte og Leder paa hin Vej, der næsten skulde føre til Landets
Undergang og ved hvis Ende Grev Brandenburg ligger som Offer og Manteuffel
staar i Gabestokken. I Januar 1849 er det under Bunsens Avspicier,
at Unionstanken (den senere Radowitzske Politik) for første Gang stikker
Hovedet frem med Forslaget om et Forbund inden for Forbundet: de
rent tyske Stater skulde slutte’ sig sammen til en Forbundsstat
„sandsynligvis" under Preussens Hegemoni, medens Østrig, Holland og
Danmark (for deres tyske Landsdeles Vedkommende) dannede det videre
Forbund.
Mod Tanken selv er der lidet eller intet at indvende. Kun gjaldt
i højeste Grad hvad der altid gælder i Politikken: tcenn schon, dann
schon. Den forudsatte, at man hensynsløst benyttede den hjælpeløse
Stilling, hvori Revolutionen havde sat Kongerne og Fyrsterne overtor
Preussen som eneste sejrrige Magt; og ikke mindre, at man snarraadig
udnyttede Østrigs øjeblikkelige Afmagt, der maatte lade ske, hvad det
ikke kunde hindre, og at man forberedte alt til den senere Krig med
Østrig, der ikke kunde udeblive — de samme Hovedfordringer, der
stillede sig, hvis den preussiske Konge af Frankfurter Parlamentets Haand
modtog den tyske Kejserkrone (som han et Par Maaneder senere afslog).
Men intet af dette vilde Frederik Wilhelm paa nogen Maade: en
Broderkrig med det ærværdige og forbundsvenlige Østrig var ham
Vederstyggeligheders Vederstyggelighed, og han viste fjernt fra sig en saa uværdig
Tanke, paa uridderlig Vis at benytte sine Medfyrsters Forlegenhed. Og dog
vilde han opnaa noget af dem, som sund Fornuft maatte kunne sige
ham at de ikke alle vilde give ganske godvillig. Selv en forkert Politik
er bedre end en vaklende, siger Bismarck, og Kongens Unionspolitik
maatte under disse Omstændigheder blive det sidste. Hvor dødfødt dette
Forsøg var paa at låve Omelet uden at slaa Æggene itu, viste sig snart,
da de to sydlige Kongeriger holdt sig paa Afstand, medens Sachsen og
Hannover, der laa for nær til at være altfor modige, vel gik med til en
foreløbig Unionsforfatning (26. Maj 49), men forsigtig holdt sig en Bag-
*) Han var Fører for den Del af Kamret, der efter Forlæggelsen vedblev
at forsamle sig i Berlin, og efter ham kaldtes „Klub Unruh*.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
