Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Rimestad: Maeterlincks Udvikling i de senere Aar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
244
Maeterlincks Udvikling i de senere Aar 244
med sin Beundring for Mystikernes Ekstase. Hele Bogens sidste
Halvdel aander et hvast Had til alt det ekstravagante. Jo
længere man naar frem i Tilværelsen, des større — mener han —
bliver ens Tro paa Dybden og Sandheden i Livets ydmygeste og
mest dagligdags Love. Og vi lærer at beundre dem, just fordi de
er saa ensformige og almindelige. Jo mere det, der hænder os,
synes os normalt, des mere nærmer vi os til selve den store Magts
Ro, som besjæler os.
Visselig betyder De Ydmyges Skat mere ved sine Billeders
Poesi og sine Anelsers Sværmeri end ved en gennemført
Tankesammenhæng. Naar Maeterlinck saaledes i Afhandlingen om Novalis
siger, at alt hvad der ikke gaar ud over den daglige Visdom,
hører os ikke til og er ikke vor Sjæl værdigt, saa synes dette at
slaa en Streg over flere af Bogens Afsnit, ja endog over Udtalelser
i samme Afhandling. Navnlig Stykket om Hverdagens Tragik
søger paa alle Maader at tydeliggøre, hvordan Mysteriet rører sig
alle Vegne, i Livets tavseste Timer mere frit end i de anspændte,
i det usynlige hos Tiggersken, der standser En, eller Skøgen, der
gør Tegn, langt dybere end i al en Bérénices synlige Pragt. Denne
Afhandling er en eneste Hyldest til de tavse og langsomme Love,
der kun opdages og forstaas i de rolige Timers Andagt. Og den er
ligesom „Tavsheden" interessant derved, at den belyser Maeterlincks
Ligegyldighed som Dramatiker for de fikse Ideer (det vil sige „de
blinde Lidenskaber"), der har fyldt alle Dramer, hans Stræben
efter at give det, der ligger den talende og handlende Kunst saa
fjernt: „den højtidelige og uafbrudte Dialog mellem Væsnet og dets
Skæbne; alt det forunderlige, der er i selve del at leve". Han
anslaar ogsaa her noget, som han i den følgende Bog behandler
indgaaende: en Forundring over Menneskenes store Interesse for
Ulykken, og han tænker sig et Drama om Lykken, der altid saa
gerne tier om sin Rigdom. Det er jo først ved Historiens Ende,
naar der blot siges: „og de blev lykkelige", at den store Uro
holder sin Indgang. — Desværre møder man ogsaa i Afhandlingen
om „Stjernen" Modsigelser saa store, at de gør ens Hjerne trist.
Et Sted læser man: Hvad nytter det at dyrke et Jeg, over hvilket
vi næsten ingen Indflydelse har. Men i Slutningen forkyndes
ganske den samme Anskuelse som der i Visdommen og Skæbnen
bruges hundrede Sider til at udvikle, den frugtbare og glædelige,
at det maaske er sandt, at vor Sjæl, efterhaanden som den hæver
sig, lutrer Skæbnen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
