Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Arne Garborgs religiøse Forfatterskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
316
Arne Garborgs religiøse Forfatterskab
Faderen for den Slægt, disse Garborgs Bøger omhandler. Det er en af
de mægtigste Sjæleskildringer i vor nyere Litteratur, Billedet af denne
høje, bydende, vildførte Religiøsitet, der rejser Manden op, løfter hans
Blik, men ikke faar sin rette Virkeplads, og derfor stiller ham i
Misforhold til Omgivelserne, ødelægger Hjemmet for dem alle,
fordærver hans Liv, gør ham fredløs med sig selv, med Gud, med alt,
saa han i Vanvid tror sig forfulgt af alle onde Magter og kaster
sig i Søen. Skildringen har overalt Selvoplevelsens Kraft, og med
dyb Forstaaelse er Enok Haaves højrejste Skikkelse tegnet, stor i
sit mørke alvorsfulde Hellighedskrav, stor i sin mørke
Selvfordømmelse, religiøst grebet til sin yderste Nervestreng, Bonde i alle sine
Begreber, og derfor en levende Strid med sig selv, der først slutter
under de kolde Bølger.
Garborg har i Læraren vist Stridens Grund. „Havde jeg
været den, jeg burde været, saa havde jeg sagt: ja, sælg al dit Gods
og giv det til de fattige; det skulde jeg sagt, da han kom til mig
saa kvidefuld og spurgte, hvordan han skulde forstaa dette Jesu
Ord. Havde jeg sagt det, saa havde Manden været frelst," sagde
gamle Præsten Meier om Enok.
Men saa bliver det ikke, og da bliver det ikke Enok og Gud,
Gud og Enok. Ind for Gud slæber han med sig Kone og Barn og
hele Haavegaarden med. Og saa vildføres han i sin religiøse Trang.
Kraft og Løftelse har denne Religiøsitet. Al Synd og Angest er
borte for ham, Hjertet fuldt af Lys, af Varme og Glæde, af Kærlighed
og Kraft. Sit ringeste Arbejde føler han som en Gudstjeneste; han
kender sig som Guds Forvalter over al sin Ejendom. Det er ham
en Trang at ofre det, som er ham kærest, for Gud. Hele Naturen
er for li am gennemtrængt af Gud, Guds Aande kender han i
Vaarens milde Luftning, og Tordenen, der ruller vidt ud over Havet, er
Guds rungende Domsrøst.
Men jordbunden Bonde er han dog ligefuldt; Modsigelsen er
uhelbredelig. Han faar ikke ofre alt det, som er hans Haab her
paa Jorden, faar ikke religiøst leve sig ud. Saa bliver al hans
Offertrang fliset op i Smaatterier; han ofrer sin Tobak, gaar i
gamle stygge Skindklæder o.,s. v. Og han fatter ikke, at hans
egen religiøse Trang kun har Bud til ham selv. Han tager den
med i sine Husbondekrav: byder hans Offertrang ham Forsagelse,
saa skal der med Vold og Magt forsages paa hele Haavegaarden;
han vrister Kaffekedlen ud af Haanden paa Konen og slaar Kaffen
ud, mens hun brister i Graad. Det er Slut med Barneleg og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
