Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Arne Garborgs religiøse Forfatterskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
318
Arne Garborgs religiøse Forfatterskab
Godvætter, ja, hvert Menneske har for dem sin „Fylgje", et Dyr,
der gengiver Billedet af dets Karakter.
Han Daase-Per Skau
han heve en Sau
og sløge Jo Bliland hev Reven raud
(Han Tosse-Per Skov — har et Faar — og slu Jo Bliland har Ræven rød)
Og til dette Instinkt kommer den ligeledes instinktive Evne at
skelne mellem de gode og onde Magter, dem som vil skabe Ufred og
Sorg blandt Menneskene, hvis Maal er, at Menneskekraft skal ødes, —
og dem, der vil forene, opholde og styrke. Grundvolden for det
religiøse Liv bestaar her i Sindets Hengivelse til de gode Magter, i
Smerte og uden alle Hensyn til sig selv at give sig i de gode
Magters Vold. Saa bliver man ganske af sig selv god, god og kærlig
mod Mennesker og mod Dyr.
En lyrisk Religiøsitet, der leves helt i Følelsernes, i de kun
halvt bevidste Instinkters Verden; en Religiøsitet, skabt i Kvindens
Billede.
Flere Steder baade før og siden har Garborg fremhævet sin
Opfattelse af Kvinden som et Væsen, der lever helt i Instinkter.
Og til Repræsentant for denne lyriske Instinktsreligiøsitet har han
kaaret en Pige, i Ungdommens umiddelbare Tro paa sine Syner, i
Ungdommens Elskovsskyhed og Elskovstrang, i Ungdommens
alt-betagende Sorg over svegen Elskov: Veslemøj hedder hun med det
hjemlige Kælenavn; „Hangtussa" kaldes hun, fordi Tusserne og
Godvætternes Verden er opladt for hende.
Og den Form, hvori hendes Skæbne skildres, er lyrisk; for første
Gang har Garborg her grebet til Verset. En Fortælling paa Vers,
en Digtcyklus med fast Kerne, det var ikke saa ligetil at skrive i
Norge i 1895. Om man havde sagt Garborg 10 Aar i Forvejen,
at han skulde skrive Digte, vilde han have let højt. I 80aarene
var Lyrikken død. Theodor Caspari og Kristofer Randers skrev
vakre Vers, og det var jo „kækt", naar det var Studenterbal og 17de
Maj. De skrev skarpe Invektiver; men de var jo Højremænd, saa
den ledende Klike intet Hensyn fandt at burde tage til dem. Niels
Collett Vogt og Sigurd Bødtker kom med Digtsamlinger fra det
andet Hold, men skønt den sidste opnaaede at blive relegeret fra
Universitetet, fik de ingen Betydning. Men saa kom i 1890 et
nittenaars Juleaftensbarn, Vilhelm Krag, med Vers, der klang som
Sølvklokker om lyse Majnætters Elskovslængsel, om farende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
