Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Just Bing: Arne Garborgs religiøse Forfatterskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324
Arne Garborgs religiøse Forfatterskab
i hans Forsagthed, mødes med Læreren, lærer af ham at tilgive
dem, der tog Elskovslykken bort fra hende, lever stille og fromt,
Gerne ho lever
glad vil ho døy
Millom Folke heiler ho
Visemøy.
(Vise møy — den vise, synske Mø)
En mægtig Strøm, der som Rhinen stilner af, saa den med
Møje maa pumpes ud i Havet. Garborg har ladet sit
Aandever-densdigt løbe ud i den stilfærdige Idyl, for at lade disse to mødes:
Mandens og Kvindens Religiøsitet forener sig og støtter hverandre.
En saadan Forening præger ogsaa fra først til sidst Digtet om
denne Helfærd. Det bygger paa den umiddelbare Synskhed, og
dybt kvindelig er den Naivetet der bæver forskræmt og undrende
i Spørgsmaal ved hvert Syn. Men endnu mere er det Mandens
Religiøsitet, som kommer frem. Hver Skikkelse tegner sig skarpt
og haardt i disse Syner; thi hvert Syn er en Dom, en bestemt
motiveret Dom. Den ideale Verdens Værdibestemmelse skaber her
Skæbnen for alle dem, vi møder. Deres Forhold til det ideale, det
gode, Gud, iklædes med ét en ydre Virkelighed.
Garborg har ofte haft noget brutalt i sin Kunst; det hører
med til hans Kunstnernatur; her bliver den kunstneriske Brutalitet
Fantasiens Lov. Hans Kritik har stadig været epigrammatisk
tilspidset. Og her — ? Er ikke det Hinsides i sig selv et Epigram over
Livet, den hinsidige Verden et Verdensepigram? Det er en
haardhændet Kunst, som ikke er ræd for Ild og Svovl og Edder; den
bunder i den faste og skarpe Dom; det onde, som ikke sones, lever
evig; det er den onde Gerning og det onde Ord, der brænder som
Ild og værker som Edder i Sjælen.
Hvordan stiller saa den Skæbne, som hin ideale Domsverden
skaber, sig til dem, der ei underkastet den? Ak, Mennesket kender
ikke sig selv; derfor tager det hele sig overalt tidt saa ironisk ud,
enten det bær til Helvede eller til Himmelen. De vil vide Vej til
Himmerig; den ene lærte Ordet purt og rent, den anden
. . gav af alt,
eg med Uret aatti;
sjølve Bladi
meg rosa maatti.
Men ned drages de. Og ved Himlens Port raaber en Konge
efter sin Krone, for han har kristnet et Land. Du slipper ind,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
