Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Ch. Nielsen: Vinterens Vers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
328
Vinterens Vers
over et Talent, der truedes med Død af Forholdenes Goldhed.
Mangt et smukt Vers vinder ved denne Betragtning i Ægthed.
Det var i Virkeligheden drøje Tider, denne Mellemgeneration levede
under, og det vil vise sig, at de fleste, af Datidens Unge har faaet
nok af Træthedens Liggift for hele Livet. Desto mere glædeligt er
det, at Forfatteren har reddet sit Talent sundt og livskraftigt over
i en Tid, hvor forandrede politiske Kaar og Litteraturens evnerige
Frodighed byder det gunstige Livsbetingelser.
I det hele synes L. G. Nielsens Forfatterpersonlighed at være
af dem, der først langsomt udfolder sig, og de antydede ydre
Forhold har selvfølgelig paa en saadan Natur lagt en Dæmper, der
tilfulde forklarer, at disse Aars poetiske Resultat ikke er blevet
større énd det foreliggende Bind Digte.
Spørger man om hvad disse Vers fortæller, finder man
allerførst sin Dom om Forfatterens rent tekniske Færdighed bekræftet.
Hans Kunst former sig i Reglen i vellydende, dadelfri Rytmer.
Denne Evne til at skrive Vers er undertiden stærkere end Evnen
til at skrive Digte, og der kan spores en Dualisme som f. Eks. i
„Det drypper af Regn i den lydstille Nat," hvor Stemning og
Rytme i første Vers dækker hinanden fuldstændig, men saa for
hver følgende Strofe fjerner sig mere og mere fra hinanden.
Dette kunde ikke ske, hvis Stemningen havde været stærk nok til
at rive Forfatteren med, men man har her som flere Steder
Indtryk af, at han i Virkeligheden ikke er nogen letbevægelig lyrisk
Natur. Man kan efterspore dette hans lyriske Temperaments Kølighed
ogsaa i hans Anvendelse af Billeder, hvor han ofte forfalder til en
nøjagtig Udpensling, der lidt efter lidt fører Læseren saa vidt, at han griber
sig i at spørge sig selv, „lad mig se, passer det nu ogsaa alt sammen?"
Et godt Eksempel har man i Digtet „Aftenlandskab", hvor han i
det smukke første Vers sammenligner det fremdukkende Land med
en Hval, der flyder paa Havet. I det andet, svagere Vers lignes
saa den nedgaaende Sol med en saaret Fugl, men dermed er den
Stemningsflugt, der bærer fra Billed til Billed, mattet, og nu
gentager Forfatteren Ideen fra første Vers, sammenligner Kirken med
en Terne paa Hvalens Hoved, og en Gravhøj med en Falk (! ?) paa
dens Ryg.
Man synes ligesom at se ham indstille en Kikkert og notere.
Billederne er imidlertid ogsaa Forfatterens Styrke. Han
formaar at gengive Indtryk og Stemninger i Billeder, der ofte er af en
frapperende Sikkerhed. Rundt om — ogsaa i de svagere Digte —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
