Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Ch. Nielsen: Vinterens Vers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vinterens Vers
Lykken mellem to Mennesker
er hverken Hu! eller Hej!
snarest er den et ensomt Græs,
der grønnes paa stenet Vej.
333
Lykken mellem to Mennesker
er hverken Kys eller Klap,
snarest er den ei Skumringssus,
der aander, hvor Solen slåp.
Lykken mellem lo Mennesker
er som den dunkle Nat,
stille, men med de tusinde,
tavse Stjærner besat.
Disse lavmælte Ord overbeviser ved den mandige Visdom, der
taler gennem dem. Man tror paa denne Lykke, fordi man føler, at
den repræsenterer det virkelige Overskud, naar alle Dages Træthed
og Sorg og gensidig Bitterhed er trukket fra.
Trods den bitre Pessimisme, der kommer til Orde f. Eks. i
„Smaaversene", er det dog dette Præg af en Mandighed, der ikke
skyr et modigt Opgør af Livets Værdier, der giver det blivende
Indtryk i Læserens Sind. Hvor han, som i Digtene til Joh.s
Jørgensen — nogle af de ædleste Sider i nyere dansk Litteratur — ser
Problemet sub specie æterni, bliver der som sidste ufortabelige
Rest en Forvisning om, at Livet, som det ses, naar Sjælen er i
Ro, bringer gyldne Værdier, der evigt vil straale gennem Mørket.
Ej Klage, ikke Glædens Glød,
— det er-som brød
en Stjernehær
i stille, stort, livsaligt Skær
frem paa saa høj en Himmel
og stirrer ned paa mig og mit
saa fjernt, saa vidt,
saa evigt i sin Vrimmel.
Og hver en Stjerne er et Smil,
et bittert Smil,
et Smil i Fryd,
et Suk, en Sejr, en Klagelyd,
en Drøm, en Graad i Nøden,
hver Haan, hver Spot, hvert lystigt Haab,
hvert sorgfuldt Raab,
mit Liv i evig Gløden.
Saaledes samles hans Betragtning atter som i „Ingeborg" i
Billedet af Stjernehæren, der stille og talløs vidner om Verdens
sydende rige Liv. Denne Følelse af Livets Værdier gennemaander
ogsaa hans ypperlige Skolesange, der indeholder moderne gnomisk
Poesi af høj Rang.
I de smukke Digte til Moderen beder han: „ . . . o Moder,
lad i al min Færd — mit Hjærte stille bløde — saa mildt, som da du
døde." 1 den bedste Del af hans Digtning er denne Bøn opfyldt.
Der banker en Mands røde varme Blod i kraftige, rolige Bølger.
Tilskueren 1902 23
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
