Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Ch. Nielsen: Vinterens Vers
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vinterens Vers
335
anden. Ganske vist forsynder han sig paa det grusomste mod
al sand og sund Psykologi ved sin umulige Fortælling om dette
ultramoralske Mandfolk. Han kan heller ikke siges fri for smagløse
eller umulige Vendinger, som naar han siger om en By, at den
„tittede frem i landlig Uskyld, bondebly og lidet slem."
De positive Fejl er imidlertid ikke saa mange, at de
karakteriserer hans Forhold til virkelig Kunst. Tværtimod er de faa
Fejl, næst efter de endnu færre rosværdige eller taalelige Steder,
det, der først og fremmest giver hans Digt Præg — dets Præg af
absolut intetsigende Tomhed. Skulde man udhæve et Vers, som
særlig karakteristisk, hvilket — som Følge af Digtets nævnte
Ejendommelighed — naturligvis er meget vanskeligt, maatte det blive
følgende: „Men Stilheden er ikke, — hvad Godtfolk tror, — den
fuldkomne Mangel — paa alskens Lyde; — thi hvori Alverden — lod den
sig nyde? — Den bygger end ikke — bag Lundens Løv — for den, der
ikke — er fuldkommen døv."
Han iagttager intet af det, der burde ses, tænker ingen af de
nye Tanker, der kunde tænkes, og siger derfor heller ikke et eneste
af de Ord, der skulde siges. Men han Skriver gode Vers! Dette er
indrømmet. Rytmen er sikker og ofte vellydende. Man bander i
det hele taget ikke højt under Læsningen, man keder sig jævnt,
og naar man er færdig, tilgiver man Forfatteren.
Naar man fra denne Bog, der er saa ubetydelig, at den næsten
er harmløs, vender sig til Fru Blicher-Clausens „Gyldenregn", mærker
man en betydelig Forskel. Der er ingen Tvivl om, at alle
Skønhedens Love kunde demonstreres paa Grundlag af „Gyldenregn"
og den tidligere udkomne „Violin"; thi der er gjort Brud paa
dem alle.
Hvad man først og fremmest maa vænne sig til, naar man
læser disse Digte, er den Usandhed, der gennemsyrer dem og som
sætter sine Mærker i Valget af Adjektiver, i de karakteriserende
Træk o. s. v. For at tage et Eksempel saa godt som hundrede
andre, finder man i det første Digt følgende Linier: „og da maa
jeg kysse dem alle — og længes mit Hjerte i Brand!" Man vil
forgæves spekulere sin Hjerne i Brand over, hvad det er for en
Form for Længsel, der kan karakterisere sig paa denne Maade,
hvis man ikke straks er saa skarpsindig at opdage, at „Brand"
rimer paa „Rand", — saa kan man spare sig yderligere Grublen.
Da det er umuligt blot delvis at gennemgaa Syndernes
Mangfoldighed, kan man nøjes med som Prøvekort at studere „Visen
23*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
