Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Fortællinger II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
340
Fortællinger II
Pige, der sidder og lader sig male og halvt forelsket føler Kunstnerens
Øjne gaa uhindret over hendes Ansigt som et Par milde Solpletter, hun
ikke kan blive fri for. Eller én, der kryber op ad et gammelt Tov saa
forsigtig, som var han angst for, at den gamle Snor skulde vaagne og
mærke sin egen Skrøbelighed. Slige poetiske Delikatesser nød Læseren
paa hver Side af Bogen, og de gav den en høj kunstnerisk Værdi.
Alligevel, man er saa vant til dem hos Forfatteren, og Glæden
overvejes mer og mer af Ubehaget ved den smagløse Manér, som unægtelig
dette energiske og fantasifulde Skildretalent efterhaanden har skruet sig
ind i. Ikke den simpleste Bemærkning faar længer Lov at fremtræde i
nøgen Naturlighed, uden artistisk Tilsnit. Alt skal gøres nyt, poetisk,
karakterfuldt. Sirlig pretiøst siges „tvætte" og „Urtekrukke"; en skaldet
Isse kaldes „en fuldmoden Nød, der er smuttet af Blomst og Blad, af
Svøb og Has og bærer sin sidste, runde Form frem i Solen". Forceret
livfuldt hedder det, at „Bymuren slaar Bom for Rytterens Skridt, og
Porten velvillig aabner sit sorte Gab". Sprogets tilvante Metaforer
maa vige for nye, ofte mindre træffende: Taarnet vokser ikke, men
kryber op i Vejret, Haaret falder ikke, men springer ned over Øjnene.
Alt skal være energisk. Hesten knuser Dugdraaberne under sine Hove,
en Larm saver Stilheden sønder, et Smil vælter Blodet fra Mundvigene;
éns Aande er skoldende. Italiensk Qualtrocento, skal man vide! Man
slænger Kappen over Skulder, sparker Døre op; de unge Lapse lader
deres utugtige Pigebørn ved Vinhøsten perse deres Vin, idet de klæder
dem nøgne og smider dem hver i sit Persekar. For at give Stilen
Energi forvandles voldelig alle Slags intransitive Verber til Transitiver:
Stenbroen klasker Larm af Hestens Sko, og disse klaprer omvendt Støj
op af Fliserne; Giovanna hører de Syges Hoste hive skinger Genklang
fra de mange Stenvægge, og Mediciernes Bannere blafrer
Fremmed-herredømmets Pris over den afhængige Stad. Alt er poetisk fantasifuld
Omskrivning: Timeglasset trækker Tiden ud i en Traad af dryppende
Sand; man befamler et Brev med Fjendskabets giftige Fingre, o: man
smører Giftvæske paa det. Enhver Sætning følges som en uundgaaelig
Skygge af et „som om", og nu og da sammenlignes igen Billedet med
et nyt Billede. Blot man paa Bogens anden Side skal nedad Gaden,
udpuster Dørene Mulm, som førte de ind til hugne Gravkamre, og Gaden
er lagt med Sten, der ligner Fliseskæl paa Bugen af et Fortidsuhyre,
mens Skyggen ligger dorsk og udaander Kulde i alle Smøger som en
Drage, der har sneget sig i Skjul for Solen. Saaledes er der uafbrudt
Afstikkere fra Vejen eller Forhindringer for Gangen; man trættes, kommer
ingen Vegne. Og under den prægtige Baldyring kvæles Livet ud af selve
Fortællingen.
* *
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
