Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Fortællinger II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
Fortællinger II
og vækkende saa mange Minder — flagrer forbi; hvorfor har just den
Scene sat sig fast i Erindringen, og hvorfra dukker i denne
Sammenhæng netop hin ubetydelige Replik saa hørbart frem i éns Øre? Drengen
selv, i hvis Øjne og Øren det hele har nedfældet sig, mærkes kun af og
til i et stilfærdigt Spørgsmaal eller Udraab, men det er med ham, vi
følger om til de gamle Koner og halvgamle Jomfruer i de låve
Provinsstuer, med ham vi lever Aarets Kresgang rundt fra den bagværksduftende
Jul til Rosen- og Jordbærtiden, og det er med Drengens Øjne, men
samtidig ogsaa med den modne Mands tilbageskuende Forstaaelse, at
Moderens Billede ses som Fedronningen midt i hele det lette,
hemmelighedsfulde Drømmespil af Erindringer. Skabt af tusinde Ingenting og
som af usynlige Alfehænder svæver hun gennem Bogen; hendes fine
Trin og spæde vemodige Tusmørkesange og muntre Latter lyder gennem
de lyse Stuer, og de dejlige, hvide Hænder tager saa fremmed paa
Virkelighedens Ting og skyder saa hjælpeløst alt tungt og grimt fra sig.
I det fredelige Ægteskab med den venlige Mand sukker Elskovssavnet og
de romantiske Længsler i hende, og som en bleg Plante rækker hun
lykkesyg ud efter en Smule Sol og drikker nøjsomt taknemmelig hver
Stribe af Solskin, der falder af, men lukker sig kuldeskær inde for det
første Frostpust; med opofrende Godhed søger hun at fylde Tiden og
Savnet ud hos sig selv ved at sprede Glæde til andre, men det bedste
hun véd, er dog at lege og digte det virkelige Liv bort. Saa fint er
Farverne afstemte i denne let henaandede Pastel, saa nøje har
Forstaaelsens sikkert ridsende Stift og Forelskelsens blødnende afdæmpende
Stub fulgtes ad under Arbejdet, at man finder sin Skønhedstrang og
sin Forståaelsestrang i lige Grad tilfredsstillet ved det.
I „det graa Hus" er derimod — med tvivlsom Fordel —
Erindringsbillederne fra Eksellencehjemmet kunstig knyttede eller pressede sammen i
en enkelt Dags Ramme. Den lyse, varme Fjernhedsdis, hvori
Barndoms-billederne fra Als stod indspundne, er ogsaa forsvunden her. Alt er
mere aktuelt nærværende og reelt sammenhængende. Men Opfattelsen
og Fremstillingen af Virkeligheden forbliver den samme. Alt er løsrevne
Dagligdagsheder, spredte Replikker og Scenestumper, banale Ordskifter . ..
de tusinde Ingenting, som fylder og udgør Livets Atmosfære. Livet
bliver gennemdramatiseret; Hverdagen opløser sig i et Utal af
Smaa-momenter, som bryder sig mod hinanden, udhæver hinanden, stødvis
afløser eller effektfuldt tørner mod hinanden: hvert Ord bliver til Replik,
hver Situation bliver Scene, alt bliver punktuelt, udpenslet, sønderhakket,
staccato . .. man hører stedse Forfatterens Oplæsning igennem. At det
virker trættende og irriterende, naar det daglige Livs hurtige Smaasnak
dræves ud i unaturlig, langsom Eftertrykkelighed og Smaaindtrykkenes
lette Petitskrift omsættes i spærret Tryk og Korpustyper, det skal Guderne
vide. Og ligesaa, at Forfatteren ganske som en af sine gamle Jomfruer
serverer enhver Ting med sejsien smaa Haandbevægelser og ikke lader
noget Bogstav uden sin lille Krusedulle. „Godsejeren, hvis Frakke var
lidt for snæver i Ærmegabene, hvad han hele Tiden følte, sagde..."
„Sofie gik ind i Køkkenet. Hun syntes, hun løftede Benene saa underlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
