Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vald. Vedel: Fortællinger II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
346
Fortællinger II
gjort. Endnu mere er alle ydre Hændelser og Handlingens Gang
behandlet med digterisk Finhed uden smaalige Sandsynlighedshensyn eller
ængstelig Motivering. En ubelejlig Person skaffes af Vejen ved at falde
ned ad en Trappe; paa belejligt Tidspunkt findes en Pengesum indsyet
i en gammel Madras. Selve Tonen, hvori alt fortælles, er saa barnlig
æventyragtig, saa sagnfjern og skælmsk legende, at alle Betænkeligheder
glider af og alle Fiktioner villig akcepteres.
Og med uhindrede Bevægelser kan Forfatterinden under disse
Forhold frit give sin sindrige Opfindsomhed og sin sære, krumbugtende
Fantasi fri Tøjler. Hendes Fantasis Veje er som Geniets ikke til at
efterspore, hun tager fat i hver Situation ved en helt uventet Hank,
hun kommer altid ind paa sine Æmner ad uanede Krogveje. Hvilke
søgte, kunstige Inventioner som den med Ingmars Ur, eller hende i
Bedningsbaaden, der bliver glemt, eller den besynderlige Kærre med den
gamle ukendte Kone, som følger Udvandrernes Vogntog! Normale
Hver-dagshjerner studser, som overfor en Art Galskab, over en saadan
Fantasikonstruktion. Men disse kunstige Konstruktioner bruges til at
billedliggøre for Læseren den ene dybsindige psykologisk Tanke efter den anden;
— ligesom hos Ibsen er det en raffineret og subtil sjælelig Kasuistik, der
fører Forfatterinden til at tænke sig saa usandsynlige
Handlingsforvik-linger op. En Scene som den, hvor Gertrud kalder Ingmar ud fra
Bryllupsfesten, er saa temmelig Ibsensk. Eller ogsaa bruges de sjældne
Handlings-konstruktioner ligesom hos Bjørnson til at drive Menneskene op i en Højde
og deres Følelser ud i en sublim Skønhed, som de under daglige
Forhold aldrig naar op til. Scener som, hvor Ingmar fører Brita lige fra
Tugthuset hjem til sin Gaard, eller hvor Karin lige for alle de rige
Frieres Øjne og paa Trods af al Bygdesnakken kaarer Halvor til sin
Husbond, de er helt Bjørnsonske. Om en Vending fra .Leonarda’ mindçr
det, naar Halvor her siger: „Da jeg fik din Faders Ur, Karen, troede
jeg, at jeg aldrig kunde opleve noget større, men det, du nu har gjort,
tror jeg er det største, en Mand kan opleve". Her er virkelig „de store
Følelsers Tid" vendt tilbage. Sansen for det sublime lever endnu i vor
profane Tid hos Selma Lagerløf, de gamle norske Idealisters Tro paa
det moralsk „Vidunderlige" har endnu sin Apostel i hende. Der er
en Art religiøs-moralsk Inspiration i S. Lagerløfs Poesi, som i ganske
anden Forstand kan gøre den til Livets Brød for en stor Menighed end
nogen af vore andre nye Digteres. Om der end efterhaanden spores
adskillig Manér i hende, og det altfor „lavede" ofte udfordrer vor Skepsis
og Kritik, saa véd hun at tvinge vore Følelser ud af deres vanlige
Toneleje og véd at ægge vor Beundring, vor Medlidenhed, vor Ømhed og
Sympati op i Ekstaser, der virker lutrende og foryngende paa os. Hun
ser lysere og varmere paa Menneskene og henter mere Ædelmod,
Offerdygtighed, Sjælshøjhed frem af Menneskehjertet end vore Nutidsdigtere
ellers formaar det, — det skal dog siges, at der skimtes hos hende en
Fare for sødlig, frivol Skønhedsskranten —, men saa længe der er
saa mange dybsindige Sandhedsfund bag’ hendes skønne Løgne som her i
„Jerusalem", kan hendes Digterfantasier ikke forgifte, kun nære.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
