Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Henrichsen: Grev Holstein Ledreborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
366
Grev Holstein Ledreborg
brænde. Naar det er slukt, fejer man Asken bort. Optrykte Taler
er som Sange paa en Lirekasse."
Lige fra Demostenes til Nutiden har det været en Regel, at
de store Talere manglede Veltalenhedens naturlige Betingelser.
Holstein var en Undtagelse fra denne Regel. Hans Tales Virkning
understøttedes i høj Grad af ydre Fortrin, Skikkelse, Holdning, især
den ranke Holdning af Hovedet, Haandbevægelser, Foredragets
Rytme, Stemmens blødt klingende Vellyd. Et Indtryk var især
blivende, og det bevares ogsaa, naar Talen læses, at alt
frembringes uden ringeste Anstrengelse, som en Række Indfald, der
ved Lyden af en hemmelig Fløjte blæses paa rette Plads, kommer,
naar der er Brug for dem, og hvor vovede de end stundom kan
være, dog altid falder ned paa Forbenene. Der var over Holsteins
Tale et Præg af Naturlighed og Harmoni med Talerens inderste
Væsen, en naturlig Elskværdighed, en naturlig Uforskammethed,
ogsaa en naturlig Fornemhed og Foragt, naar Taleren med et
Udtryk, der vist stammer fra Kierkegaard, indrømmede en
Modstander Fortovsretten i Debatten. Kun sjældent forekommer i hans
Taler den Slags Vendinger, der gaar over i Ordsprogenes Samling,
som Udtrykket den barberede Puddel om Finansloven, efter
at den havde været under Behandling i Finansudvalget. Men de kan
betragtes som en Skole i den Slags til Fægtesalen henhørende
overraskende og snarraadige Riposter, Finter og Parader, hvormed den
overlegne Ordfægter saarer sin Modstander eller dækker sig selv i
Kampen.
Holsteins Taler tog sig altid ud, hvor udtærsket end Indholdet
var. Naar han rejste sig for at tale, stimlede Medlemmerne,
Modstandere saavel som Venner, sammen om hans Plads, og han
holdt dem samlede i Lytten til han var færdig. Højres Ordfører,
der som Regel fik Ordet efter ham, havde det af den Grund ikke
behageligt, thi den Stemning, der altid bliver tilbage i Salen oven
paa en god Tale, sænkede sig ned over den efterfølgende Taler og
tog Vejret fra ham.
Hvad der skadede Holstein som Taler var hans store
formelle Færdighed og det Eftertryk, hvormed han anvendte den.
Han havde ingen Blufærdighed paa det Punkt, ethvert Middel var
ham lige godt. Hans Dialektik kunde stille selve Emnet i Skygge
og frembringe det Indtryk, at det hele var en Turnering og Taleren
selv en Advokat, der lige saa godt kunde have forsvaret den
modsatte Opfattelse. Han talte jo desuden paa Partiets Vegne, ikke ud
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
