Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Henrichsen: Grev Holstein Ledreborg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
369 Grev Holstein Ledreborg
virkede som et Stød, efterfulgt af en uhyggelig Stemning. Den var
jo ogsaa Skyggen, de kommende Ulykker kastede foran sig.
Faa Dage efter skulde der holdes et politisk Møde i
Herthadalen, hvor Holstein skulde have talt. Nu blev det Hørup, der
talte i hans Sted, og i følgende Ord bragte ham et Farvel fra
Herthadalen:
Denne store Forsamling minder mig om saa mange lignende
Forsamlinger her i Herthadalen, og den minder mig om den Mand, der var
Sjælen i alle vore Møder, der i dobbelt Forstand var hjemme her — i
Lejrekredsen og i Herthadalen — den- Mand, som vi alle savner her i
Dag. Det er udelukkende efter Grev Holsteins Anmodning, at jeg staar
her. Han ønskede at gaa ud af Politiken saa stille som muligt, til saa
lidt Afbræk og Ulejlighed for sine Venner som muligt. Derfor ønskede
han ogsaa, at dette Møde maatte kunne afholdes, som det var berammet.
Han var ikke den Mand, der forlader Laget og vender sig i Døren med
onde Ord mod dem, der bliver tilbage. Ridderligt har han levet iblandt
os og ridderligt er han gaaet bort. Der er i lians Afskedsord ingen
Tvivl om Retten, og der er ingen Tvivl om Skylden, ingen af disse
valne og fejge Ord, som naar Fjenden ved højlys Dag river Taget og
Huset ned over vore Hoveder, endda spagfærdigt spørger, om det ikke
var os selv, der gjorde det. Hans Afskedsskrivelse er en Anklageskrivelse
mod Højre, dobbelt overbevisende, fordi vi og hele Landet véd, at ingen
Venstremand har arbejdet som han paa Forlig og Forstaaelse, ud over
alle Grænser, ud over alt Haab. Naar han siger, at der intet Udkomme
er med Højre, saa kan De stole paa, at der intet er.
En Stilfærdighed, som den, hvormed Holstein gik ud af
Politiken, røber en Blufærdighed i hans Følelse. Det har været hans
Skønhedsfølelse imod, Ansigt til Ansigt med sit Parti at skulle
modtage dets Afskedshyldning og Tak. Og det er en lignende
Følelse halvt af Stolthed, halvt af Sky for Mistanken om, at han
traadte tilbage for i Stilhed at afvente det gunstige Øjeblik, der
har indgivet Holstein de Ord, hvormed hans Afskedsskrivelse
slutter: At Forudsætningen for hans Politik var bristet nu og i
Fremtiden.
Han har villet brænde sine Skibe. Men det er dog maaske
gaaet ham netop som det er skildret i Henrik Ibsens Digt:
Brændte Skibe. Han brændte sine Skibe, og kun en Stribe
af blaanende Røg blev tilbage. Men i Erindringen og Drømmen, i
en natlig Rytters Skikkelse, er han hver Nat redet tilbage til den
Kampplads, hvortil han havde villet afskære sig Tilbagevejen.
Men ogsaa kun i Tanken. Da Tiden kom forrige Sommer,
da der blev aabnet ham en Mulighed for at indtage den politiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
