Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Partikulier. Novellette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
PARTIKULIER
novellette
artner Niels Hansen stod ude i sin Have og gravede.
Det var henimod Middagstid. Stille, brændende
Solskin. Den eneste Lyd i hele Haven var det lille
Suk eller Støn, som det gav inde i Manden, hver
Gang han vendte en Spadefuld Muld, — og saa
Spadens Klirren mod Smaaskærver og Stød i Bunden.
— Hen over den Gravendes Vesteryg løb Greneskyggerne fra et
Æbletræ, op og ned, op og ned. — Hans Hat sad bag i Nakken,
Panden var rød og arbejdsalvorlig, dens Furer blanke af Sved.
Øjnene sad stille i Hovedet og saa’, for egen Regning, anspændte
og dumt fornærmede ud under det bøjede Arbejde.
Med en pludselig, utaalmodig Bevægelse rettede Gartneren sig
og satte Spaden fast i Jorden. Hvad skulde dettehér betyde? Var
han ved at blive sær i Hovedet, eller hvad var der i Vejen?–-
Han, som ellers altid havde sine Tanker fri, naar han stod og
arbejdede, til at spekulere paa sine Penge eller andre nyttige Ting,
han havde de sidste to Timer ikke kunnet tvinge Tankerne bort
fra sine egne Bevægelser med Spaden, fra Spaden selv, fra
Muldfuren, han dannede med den, fra alle disse dumme Ting, som han
evig og altid havde haft for Øje; — han lagde Mærke til dem,
som om de var splinterny, og saa det ligefrem begyndte at gøre
ondt i Hovedet paa ham.
Jah, — dét var der jo ikke noget at gøre ved. Han gav sig atter
til at grave.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
