Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Partikulier. Novellette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Partikulier
453
kontobanken? Og hvem vilde sige det sandfærdigt? — Skulde han
drikke Kaffe først? — Skulde han spørge en Prokurator?–
Det var, ligesom der lagde sig en fast, flad Haand paa hans
Isse og trykkede, men under Hjerneskallen.
Han lavede Kaffe med den største Ilfærdighed, skønt der var
tre Timer til hans naturlige Kaffetid. — Skulde han da spørge
Doktor Buckau, om der kunde være noget i Vejen med
Diskontobanken her i Byen. Ja, det var da en ærlig Mand, og han tog
ingenting for det. Men han var saa slem til at fritte ud om
alting. — Han holdt med begge Hænder om Kaffekoppen og
slubrede Kaffen ind, idet han bøjede Hovedet helt ned mod
Bordpladen.
Nej, saa var det bedre at spørge Købmand Jensen. Dér vilde
han straks hen. Dér var jo hans Kone.
Idet han kom til at tænke paa sin Kone hos Jensens, var det,
som naar en Vogn med et Skump slingrer ind i det almindelige,
banede Hjulspor: fra det febrilske Anfalds Ingen-Tid kom han nu
atter ind paa den Tidsbane, hvis Minutter udmaaltes af det gamle
Spytbakke-Ur paa Væggen. — Han havde under sin Henrykkelse
drukket en stor Kop Kaffe og spist halvanden Sigtemellemmad —
til slet ingen Nytte, for han trængte jo ikke. Aa ja, — det var
kedeligt; man gik jo dog ikke i Byen for at mættes hjemme, — men
han havde aldrig tænkt derved.
Han gav sig til at lægge sine Søndagsklæder frem paa
Klæde-kisten. Og han fik en Lerskaal ind paa en Træstol med noget
Vand i. Han kom dog til at vadske sig i Hovedet, inden han gik.
— Nu vilde han ikke tænke paa det med Diskontobanken, før
han havde talt med Jensen.–Bedst som han gik derinde i
Dagligstuen og trak af sine Hverdagsklæder, kom der saadan en
underlig navnløs Fortvivlelse op i ham, en Følelse af, at man
kunde til sidst vel slet ingen fuldkommen Sikkerhed faa for sine
Penge, hvor man saa anbragte dem. Men Tanken var ham for
uformelig, for uhandelig. Den gled ud af Bevidstheden igen, blot
efterladende en sagte Bæven i Hjertet. — Barberes skulde han
vel egentlig ogsaa. Hån blev det ikke. Han glemte det straks
efter igen. — —
Da han var kommen midtvejs ind til Byen, fik han Lyst til
at hvile lidt paa en Bænk ved Vejen. Det var en af dem, paa
hvilke der staar: „Komiteen til Byens Forskønnelse," men
der staar ogsaa ofte andet paa disse Bænke, saa han tørrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
