Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
499
Forstaaelse af sin egen Følelse om Drengens Hals og overøser ham med
de Kærtegn, der er den anden tiltænkt. Det er udmærket teatralsk.
Man morer sig over den dumme Dreng, der intet aner, og gotter sig
fra nu af ved at være Medvider til en saa uendelig Kvindelists fortsatte
Triumfer over saa ubehændige Mandfolk. Saadan er de, men det er jo
kun til at le af. — Ganske paa samme Maade forstaar man i Sven Langes
De stille Stuer først ret, at det er sin Mand og ikke sin Elsker, som
den unge Frue i Virkeligheden holder af, da Carøe — Elskeren — ganske
stille siger hende, at han tror, hendes Mand elsker hende, og hun i sin
Henrykkelse derover kaster sig ind til ham med et Raab om Kærlighed,
som gælder en anden. Dette er højst poetisk, men smerteligt, som al
forvirret Følelse. Manden forstaar det ikke, Elskeren forstaar det ikke, og
derfor forstaar hun ikke sine egne Følelser. Saadan er vi, siger Theysen
til hende i sin bedrøvelige Orakelvisdom. „Ja, saadan erl," svarer Helga.
„Men jeg dør deraf.*
Hermed er ogsaa Forskellen betegnet mellem den Skuespilkunst,
der er blot Teater, og den, der vil være Kunst for Livet.
Sidste Akt af Da vi var enogtyve begynder med en Scene, hvor
den unge Pige Phyllis og hendes Moder forestilles siddende oppe ved
Nattetid og vente paa Herrernes Hjemkomst. Paa det kongelige Teater
blev dette til et helt lille irmingersk Maleri. Phyllis rejser sig, gaar lidt
rundt i Stuen, standser foran Vinduet og ser ud, skyder det ned og aabner
for Natteluften. Ved Smækket af Vinduet — det er et engelsk
Skyde-vindu, naturligvis — vaagner Moderen. Modsætningen mellem hendes
ærgerlige Gaben og Pigens længselsfuldt urolige Søgen ud i Natten gjorde
en helt poetisk Virkning. Man saa eller sansede Nattens Mørke og
Kølighed og anede dens Stjerner. Saa man nøjere til, opdagede man, at
det Stykke sortebrunt Tøj, der var slaaet op uden for Vinduet for at
forestille Mørket, slog en Fold, og saa var der ikke mere at se efter.
Tilfældet er typisk. Saaledes blev der hele Stykket igennem i en sjælden
Grad spillet paa Situation. Alt hvad der laa i Situationen eller kunde
lægges i den blev udnyttet til det yderste. Hvilke glimrende Entreer f.
Eks. straks i første Akt, da Kammeratskabet træder ind stødvis, hver for
sig ligesom plantende sig i sin ejendommelige Gestus for Tilskuernes Øjne.
„Basse" rullende ligesom paa Hjul, „Landsoldaten" kantende sig,
Doktoren udviskende sig, Dick bagefter husmoderligt trippende med Favnen
fuld af Cigarkasser. Der var en Sans for den ud i Overfladen drevne
Karakteristik, et Blik for Gebærden i dette som mindede om Krøyers
Portrætter. Og hvilken talende Gruppe af samme de fire Svende ved
Spillebordet eller senere i en helt forskellig Belysning, under den højtidsfulde
Opgørelse med Drengen. Det er Affektation at holde af Viggo Johansen
og Hollænderne og ikke kunne glæde sig ved dette. Til andre Tider
var Arrangementet en Kende for pillent, saa man ærgrede sig over de
opdagede Hensigter, f. Eks. Opstillingen med skraa Front i Udgangen
af 1. Akt og Manøvren Fuld Belysning i Slutningsscenen. Hvorfor ikke
bengalsk? Eller Musikledsagelse som i „Sherlock Holmes" og „Dr. Nikola".
— Til Gengæld har man sjælden paa noget Teater set et Stykke, hvori der
er i den Grad intet bag ved eller uden for Situationen. Man lægge Mærke
33*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
