Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
501
tænkt sig. Hvad vilde Prof. Bloch ikke have kunnet faa ud af denne
stille Stue? Man skulde nok have mærket, at det var Efteraar og —
hvad der er saa overordentlig vigtigt for Stykkets Forstaaelse — at man
er i Provinsen, sikkert ogsaa have faaet Indtryk af, at der intet
Midtpunkt, ingen Arne var i dette Hjem. Men heller ikke Spillet traf rigtigt.
Helt god var kun Hr. Fjelstrup som Helgas Fader, den havarerede
Provinsmatador, der er endt i Skyggen „bag Haverne", en Figur, som
Forfatteren har truffet meget godt og hvis melodramatiske Sving passede
dehne Skuespiller fortræffeligt — unægtelig betydelig bedre end
Etats-raaden i „Primadonna". Ganske mesterlig var hans Indtræden i første
Akt: lurende og sky, tirret og tirrende som et stort Dyr i Fangenskab.
Da det er det væsentlige i Langes Stykke, at han har set det tragiske i
den stille Stues og den lille Bys Idyl, samlede Skuespillets Poesi sig
monumentalt i denne Skikkelse. Derimod spredte den sig i Fru Anna Larssens
Helga. Fru Larssen har næppe kunstnerisk Alvor til at gennemføre en
saa alvorlig ment Figur som denne. Der var ypperlige Enkeltheder,
fortræffelige Replikker, men det dryssede som Sand. Tilmed havde hun
slet ikke fat paa Figuren: den lille, i Grunden dygtige (man maa mærke,
hun har haft en udmærket Moder), nøgterne, naive Provinspige, som lider
saadan ved sit barnløse Ægteskab — det blev hos Fru Larssen rent
København. Hør, hvorledes hun betoner sine hurtige Spørgsmaal til
Amts-fuldmægtigen, om han kender til Kærlighed — som om det var en af
sine egne Amoriner, hun vipsede til, mens det er et meget alvorligt ment
Udtryk for en ængstelig Søgen efter Livet. Heller ikke hendes dulgte
eller underkuede Ømhed for Manden blev forstaaet, at Helga f. Eks.
netop brænder efter at Manden skal have læst Garøes Brev for deri
at faa et Tegn paa hans Følelser for hende — undertiden røflede
hun ham ganske ukristeligt af som Fru Mimi. Alligevel kan det ikke
nægtes, at Fru Larssen er en flink Skuespillerinde, og at hun med alle
sine Hop og Sæt og Overgange gav et Billede af Goldhedens Uro og
Nervøsitet (som Hedda Gabler af Svangerskabets — man ser, hvilke
kvindelige Skriftemaal vore Digtere nu lytter til) som rigtignok ikke var
den Figur, Digteren vil have os til at tro dør Mme. Bovarys Giftdød.
Helt ægte var hendes Hjemløshed eller Moderløshed, „som et lille Barn,
der er faret vild paa Gaden«. Det kan hun.
Ogsaa Mændene og deres Mangel paa Forstaaelse staar meget smukt
fra Forfatterens Haand. Savner man fra sin Erfaring Tilknytning for
Adjunktens næsten utrolige Mandfolkestivhed, kan man tænke paa P. A.
Heiberg og hans Forhold til Fru Gyllembourg. Maaske Theysen slet ikke
er saa kold eller gold, som han lader, en betydelig Mand, der som saa
mange andre betydelige Mænd herhjemme bliver langsomt kvalt i en
stille Stue. Saa har han tilmed bestandig Hovedpine. Hr. Martinius
Nielsen spillede ham ikke uden Sympati, men han kan nu engang ikke
forestille et rigtigt levende Menneske. Han orgler sine Replikker frem,
mens Niels Theysen netop skal tale, saa at man forstaar, at det, han
siger, er dybsindigere end det ser ud til, og han fremstiller hans
Verdens-smerte ikke med et Smil .eller et Blik, men med hele Pandebrasken.
Hvor det maa gøre ondt i det stakkels Hoved 1 Ogsaa Hr. Adam Poulsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
