Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rudolph Bergh: Fra Koncertsal og Opera
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Koncertsal og Opera
511
endnu for ikke mange Aar siden i alle vore Blade figurerede som „den unge
Komponist", nærmer sig nu Fyrretyveaars Alderen; han har allerede
fuldendt en Række store, monumentale Arbejder, og han er den eneste i
den yngre Generalion, om hvem det med Rette kan siges, at han staar
som en ny og stor Personlighed i vor Musik. Vore meget økonomiske
Statsmyndigheder behøver ikke at frygte for Konsekvenser: den Art
Talenter vokser ikke paa Træerne. —
Ser man tilbage paa de to sidst omtalte Koncerter, saa er der lidt
uheldigt i, at de bedste Arbejder er de, som ikke er absolutte Nyheder:
Horneman’s Suite siges at være skrevet for mange Aar siden, og Carl
Nielsen’s Hymne har været opført før; de egentlige Nyheder, de to
Symfonier — for slet ikke at tale om Hr. Hameriks Arbejde — staar i 2den
Række. Og om Generationen under de 30 Aar forlyder der endnu inlet.
Forhaabentlig erfarer man til næste Aar noget om den.
Mindst Interesse frembød Koncertforeningens mellemste Koncert,
der var helliget Kammermusik og Sang. Thi det er jo ikke nærmest
for disse to Genrers Skyld, at Foreningen er blevet stiftet. Fini
Henriques vilde ikke have Vanskelighed ved at faa sin friske,
ungdommelige Violinsonate eller Chr. Barnekow ved at faa sin elskværdige, lidt
blege Klaverkvartet opført andetsteds, saa lidt som det vilde volde L. R
o-senfeld nogen som helst Besvær at faa sine kønne og naturlige Sange
— som dog ikke naaede saa højt op som adskillige andre Sange af
samme Komponist — sungne paa andre Koncerter.
Publikum i dansk Koncertforening er fornøjelig ublaseret og
be-gejstringsdygtigt. Undertiden snarest noget for taknemligt.
Desværre — det samme kan ikke siges om vort Operapublikum. I
alt Fald mangler al Udholdenhed i Begejstringen, og det er, som om
det ene og alene er de udførende og slet ikke selve Musikken, som
interesserer. „Aladdin"s Skæbne er et betegnende Fingerpeg i den
Retning. Da den kom frem for 13—14 Aar siden, gjorde den nærmest
Fiasco: den oplevede kun nogle faa Opførelser og blev saa henlagt.
Man tro nu ikke, at det var, fordi Musikken er svært fattelig — den er
saa melodirig, naturlig og velklingende, som ønskes kan. Grunden var
ikke engang Operaens utvivlsomme Mangler i dramatisk Henseende, men
blot den, at Titelrollens daværende Indehaver ikke kunde fængsle
Publikum nok. Det maa være bittert for en Komponist, at hans Arbejdes
Skæbne i den Grad afhænger af den Tilfældighed, om de rette
udførende er til Stede eller ikke. Og dobbelt bittert maa det have været
for Professor Horneman faa Aar efter at se ganske uægte Produkter —
som f. Eks Vifandaka — Aften efter Aften trække fuldt Hus blot for
Hr. Herold’s Skyld. Nu — i hvert Fald er det da godt, at det er
lykkedes Hr. Herold denne Gang at bringe Aladdin til Sejr; at den nu slog
igennem, er ikke en Følge af, at Publikum i de 13—14 Aar er blevet
bedre — det er snarere blevet værre — men kun af den udmærkede
Udførelse. Saaledes som Aladdin nu gaar, er det næsten en
Mønsterforestilling, og navnlig Hr. Herold overgaar her sig selv; han udfører
denne Rolle med det fuldendte Mesterskabs Frihed og Overlegenhed,
baade hvad Sang og Spil angaar. Men ogsaa Nureddin, Gulnare og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
