Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Georges Clemenceau
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
Georges Clemenceau
bekendte Ord: Krisen er ikke mere ministeriel, den er præsidentiel,
og Grévy maatte trække sig tilbage.
Men i øvrigt havde han selvfølgelig det positive Maal at bane
sig Vejen til Magten. En eneste Gang har han syntes at kunne
gribe den, det var da han brugte Boulanger til sit Redskab. Han
viste ikke her tilstrækkelig Menneskekundskab. Han forudsaa’ ikke
hvor hurtigt Mandens Karakter vilde fordærves, forudsaa’ ikke det
Opsving, hans Forfængelighed vilde tage, var ikke Psykolog nok
til at begribe, Boulanger umuligt vilde nøjes med at være
Clemen-ceaus Slave, saa’ desuden ikke, hvor lun han var og hvor snu han
vilde være — dette Fejlsyn har hævnet sig. Kun deri saa’ han
ret, at havde Boulanger været en politisk Karakter og en trofast
Tilhænger, saa naaede med ham det radikale Parti til Magten. Det
bør endnu blot nævnes, at under Valgkampen i Aar har Jaurés trods
sit Venskab for Millerand kæmpet for at man nu skulde overlade
Clemenceau at danne det ny Ministerium.
Men hvad der er psykologisk interessant, det er Beskaffenheden
af et Naturel, der har været i Stand til at udrette dette tilsyneladende
saa ufrugtbare, der dog ikke kan udrettes af en ufrugtbar Natur.
Den, der saaledes skal kunne styrte én Modstander efter den
anden, ja ét Ministerium efter det andet (uden selv nogen Sinde at
sidde inde med et Flertal), maa selvfølgelig have noget i sig af
elektrisk Sprængkraft, noget voldsomt, der pludselig udlader sig og
forfærder. Men som udfyldende Evne udkræves der utvivlsomt en
Evne til for en Tid at vinde og fortrylle Modstandere, fængsle dem
og forene dem med Ens egne Tilhængere til fælles Aktion.
Denne Evne, en overraskende og sjælden, besidder Clemenceau
i meget høj Grad. I Kraft af den har han ikke blot politisk
kuldkastet men kaaret. Det var ham, som i sin Tid fik Carnot
udnævnt til Republikens Præsident (for at undgaa Ferry) og det
var ham, som senere — endog mens han selv var udenfor
Parlamentet — flk Loubet udnævnt til Republikens Præsident for at
undgaa det tomme Hovede Derouléde.
Og naar han i 1887, trods Grévys Anmodning og Deroulédes
Anraabelser og Overhæng, afslog at gribe Magten, saa var det fordi
han ikke vilde gaa Nationalisternes Ærind. Deres Plan var simpel.
Han skulde tage Boulanger til Krigsminister. Hvis han saa i
Kammeret kom i Mindretal, væltede Derouléde Fædrelandsvennernes
Forbund (Patriotligaen) imod Palais Bourbon, og Hæren blev saa
længe roligt i sine Kaserner. Det var alene Clemenceaus Modstand
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
