Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
Teatrene
vidt som den betegner dens Virkning. Saaledes ser Bjørnson overalt —
som Stuckenberg smukt udtrykte det i sin Prolog — Egens Vækst i det
ubetydeligste Straa. Man kan gaa hen og se hans Stykke og føie sig
saa ussel og ringe til Mode det skal være, man vender dog hjem med
Hjertet fuldt af Taknemmelighed. For Publikums Skyld, det vil altsaa
sige: for at vække og bevare Følelsen af, hvad det vil sige at være
Publikum, bør Teatret bestandig holde dette Stykke i Spil. Naar Aar er
gaaet og hverken Bjørnsons eller Ibsens Kunst er samtidig mere, maa
man endnu bestandig kunne se .Over Evne* og „Vildanden" (som
vistnok har tabt noget i Glans, men ikke i Skarphed ved Nyopførelsen, med
Hr. Neiendam for Emil Poulsen). Det er den moderne Tragedies store
Ret og Vrang. Det Publikum er ikke hjemløst, som har saadanne Husguder.
Til almindelig Overraskelse gjorde nu ogsaa Bjørnsons sidste
Skuespil Paa Storhove — som unægtelig burde have været frem paa
Festaftenen — en mægtig Virkning. Fra Læsningen havde man Indtrykket
af en altfor stærk Forkortning; det var som et Kompendium i
Bjørnsons Poesi, hvor alle dets Hovedfigurer: Moderen (Margrete), den unge
Pige (Cæcilie), Undinen (Maria), det store urolige Mandfolk (Dr. Ura),
den myndige Mand (Dr. Kann), Gutterne (Hans og Knud), bevæger sig
imod hinanden paa norsk Odels-Grund („paa Storhove«) med Familien
(„Familien") som Baggrund og Samfundet (Kongen og Ministeren) i
Frastand, i et Tempo, der syntes at være fremskyndet med Forsæt, som om
Digteren gik ud fra, at det ikke var nødvendigt at lade dem tale ud, da
man jo kendte dem godt nok i Forvejen. Ved Opførelsen viste det sig
nu, at dette Skema fik al Livets Fynd, og Farten føltes som en
Vinding. Man var helt taknemmelig over at slippe for de lange Opgørelser,
der jo forekommer oftere paa Teatret end i Virkeligheden. Og Æren
herfor var ingenlunde Digterens alene. Vistnok saa’ man nu klart, med
hvilken Sikkerhed i Forkortningen Bjørnson havde stillet Figurerne op
imod hinanden, hvor strengt han havde holdt deres symbolske eller
typiske Omfang i Ave inden for det individuelle Omrids; hvor klart meget
var komponeret’ (f. Eks. hele første Akt, der viser, hvorledes den Uro,
som Maria stifter, breder sig ligesom ringvis i Forholdet mellem Mand
og Hustru, mellem Brødrene, i Familieliv og i Samfund). Men der var
dog baade grove Effekter i Sammenstillingen (ogsaa udramatiske, som
Legen med Fanen — det er altid udramatisk at lege paa Scenen) og
Sinkelser i Farten (Opgørelsen mellem Brødrene i tredje Akt) og i
Persontegningen som sagt en Vidde eller Dybde der skulde fyldes, hvilket alt
fordrede Teatrets Kunst. Og denne Gang slog den til.
Opførelsen af „Paa Storhove" var en af det kongelige Teaters store
Aftener, som taler kraftigere for dets Ret til at bestaa end alle
venligsindede Kritikere og hele den embedsmandige Veltalenhed i Direktørens
Betænkning tilsammen. I Helhedsvirkningens Kunst er der en saadan
Aften Mile imellem det kgl. Teater og dets nærmeste Konkurrent: dette
er Komediespil, det andet er til at dyppe Fisk i.
Hvor saa meget er givet, er det vel ikke god Kritik, at trykke for
stærkt paa, hvad der mangler. I Almindelighed kan man sige, at
Figurerne hængte saa svært godt sammen, at man ligesom maa rykke dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
