Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
Teatrene
paa Baggrund af denne Forestilling, at „Paa Storhove" virkede saa stærkt.
I Brandes’ Stykke er der unægtelig Opgørelse, Diskussion i tre Akter
med Referat i den næste af hvad der er konstateret i den foregaaende,
en hel moralsk Generalforsamling. Forfatteren er et Sted saa uforsigtig
at lade Heltindens Ræsonnement betegnes som formel Logik. Netop. Der
er en anden, som er stærkere ogsaa paa Teatret, nemlig Livets. Ifølge
den vilde et Par Forældre, der holder saa meget af deres Datter, og
som hun holder saa meget af, som det her siges, meget vel, selv om de
var nok saa nøjeregnende, kunne have fundet den Løsning paa Roses
Tilfælde, som den borgerlige Lovgivning anviser.
For megen Logik og for lidt Drama. Ogsaa i „Et Dukkehjem"
er der som bekendt Diskussion og Opgørelse, men det giver dog
unægtelig et forsvarligt Bums, naar Porten slaas i efter den bortdragende.
Hos Brandes falder baade Døren og Porten, endogsaa to Gange, i efter
den bortgaaende Datter, men det smækker slet ikke. Det er jo blot et
Punktum, og vi gaar videre i Diskussionen.
Ogsaa Emnet trætter eller maaske rettere beklemmer. Ibsen knuger,
Brandes klemmer. Naturligvis: man under Selvgodheden og
Selvretfærdigheden dens Bekomst, og man under ogsaa Brandes Ret til at give
den den — thi selvretfærdig og god imod sig selv er denne Forfatter
egentlig ikke. Man giver ham ogsaa villigt Øre, naar han tegner sin
stolte Heltinde i hendes taareløse Trods, thi her har han sin egen Sjæl med
i Spillet — meget mer end i den slemme Musiker, der til Trods for sin
lyriske Profession taler som en Skrivekugle. Og skulde man endda finde,
at der er nogen Forstandskonstruktion ogsaa i denne unge Pige —
Brandes’ Piger taler tidt som forklædte Mænd — ligesom i det Billede hvormed
hun betegnes: en Tornerose, men som Tornene vender indad paa —
saa skal man nok glemme det, naar det er Betty Nansen, der spiller
hende med sin ægte Kunst, thi her bruger hun ingen Primadonnanoder
og virkede allerskønnest, hvor hun intet havde al sige.
Alligevel, det er kedsomt at se Dr. Brandes bestandig og næsten uden
et Smil indskrænke Opgaven for sin Kunst til at haane det
bedsteborgerlige Begreb om det passende. Det er filistrøst for en Digter at ligge i
Haar med Filistrene. Brandes’ Komedie er et Spejl, der gør Livet mindre.
Jeg koin under Opførelsen af „Uden for Loven" tilfældigvis til at dreje
Kikkerten omvendt i Haanden, det slog mig hvor det passede. Saa Ijernt
kunde det te sig. Der er en anden Maade at „forarge" paa end denne.
Dr. Brandes kender jo ellers nok „den raske Spot, der kyser Præst og
Kvinde* og har vel nu snart den Alder, da man efter Holbergs Mening
først begynder at blive ret lystig her til Lands. Han har netop i disse
Dage forkyndt Ungdommen, at han om Livet har den samme Mening
som den gamle Stifinder, der betragtede det som Maalet at tage saa
mange Skalpe og finde saa megen Honning som muligt. Hvilken ypperlig
Filosofi til at skrive en stor Komedie paa. Gid Dr. Brandes snart vilde
lade Filistrene fare og søge sig en ny Vildtbane blandt Rødhuder og
blege Ansigter. Maatte han saa atter faa Lyst til at optræde paa
Dagmarteatret, rigt behængt med Skalpe! Og ikke glemme Honningen!
Vilh. Andersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
