Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Wanscher: Om at se paa Kunst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om at se paa Kunst
125
kitekturhitorikere sagde, at den gotiske Arkitektur er saa
højt-stræbende, fordi den var et „Udslag" af de middelalderlige
Teologers Spidsfindigheder. Men naar man bliver kunstnerisk moden,
forstaar man, hvorfor Arkitekturhistorikerne for længe siden har
forladt den Slags Forklaringer, idet de har lært Gotikken at kende
som en levende praktisk Kunst, der ikke er „Udslag" af teologiske
Spidsfindigheder mere end Eiffeltaarnet er del. Det er saa længe
man ikke kender en Kunst, at man ser de mange hemmelige
Tanker og Stemninger i den; men saa snart den faar rigtig Tag i
os, siger man blot: hvor den er dejlig!
Navnlig i den romantiske Periode i Litteraturen, fra
Winckelmann i Midten af det 18. Aarhundrede at regne, var man
uudtømmelig rig paa Tanker om alt, hvad der kunde ligge bag ved
Kunsten. Man kunde paa Kunsthistoriens Fortolkninger anvende
Jul. Langes Ord om Goldschmidts Poesi, „den store Mystifax",
som han kalder ham: „Det var netop Ulykken, at der altid skulde
være „noget bagved": en Idé, en Doktrin eller saadan noget, som
fra Spekulationens syvende Himmel havde nedladt sig til Jorden
og benyttet dens Former og Farver til en Forklædning, en aandelig
Mystifikation." (Udvalgte Skrifter II, 354). Og det er foren Del ogsaa
rammende for Langes egne Fortolkninger af Kunst, fordi
overhovedet enhver Fortolkning, hvor dybt følt den er, hvor rigtig den
ogsaa kan svare til Fortolkerens egne Følelser og Meninger, dog
har den modsatte Virkning af den, den tiisigler, idet den tilslører
og forvirrer, og hindrer os i at se selv. Fortolkningerne kan give
os store ethiske og litterære Værdier, men de svækker samtidig vor
Evne til at reagere paa den rette kunstnerisk umiddelbare Maade over
for Kunsten. Det forstod Lange, naar Talen var om Litteratur,
men ikke naar Talen var om Kunst, fordi han selv og hans Tid
var svækkede i deres umiddelbare Kunstsans. Langes ’ glimrende
Overvejelser over Kunstens ethiske Værdi („Kunstværdien" som
han mærkværdigt nok alligevel kaldte den), hans kloge, Voltaireske
og Paludan-Müllerske Sarkasme, hvormed han talte til Filosoffen i
os, hans Winckelmann’ske Forelskelse i det humane hos Grækerne
som Folk og hos Renaissancen som Udslag af store Personligheders
Selvhævdelse, og dermed hans Foragt for Middelalderen og
Barokken, det var alt i alt kunstnerisk set Mystifikationer, som han vilde
have bekæmpet, hvis Kunstsansen havde været mere levende hos
ham. Han vilde have hævet sig over dem, ligesom den Lessingske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
