Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Ch. Nielsen: Valdemar Rørdam
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Valdemar Rørdam
161
Dunkelt som Auriklens Fløjel ser jeg dine Øjnes Blaa;
dine Kinder leger Abildbloslrets klare Farver paa.
Margneritens Perlebladkrans er dit rene Jomfrusind.
og dens gyldne Bund den Elskov, som du lukkede derind.
giver dette fine Billede et ublandet Skønhedsindtryk. Ikke et
Sekund opfattes af Elskoven andet end dens dekorative Egenskaber.
I hans anden Digtsamling nævner han knap Kærligheden. I
„Bjo-vulv" stemmer denne Forbeholdenhed med Digtets Plan. Bjovulv
sejrer kun paa Betingelse af at give Afkald paa Kærlighedslykken.
Han mødes derfor kun med sin Elskede for at forlade hende.
Den fine erotiske Situation, Rørdam her har formet, er ved sin
Begrænsning karakteristisk for ham.
— Jeg beder dig en Bøn. Nu drager jeg bort
over Bølgen til fremmede Kyster,
og aldrig får jeg dig i min Favn.
Und mig at se dine Bryster! —
Hun gav ham intet Svar.
Hendes Kinder var flammende røde.
Men alt som hun løste Livet,
så hun ham frit imøde.
Tavs han så det favre Syn,
de runde hvidt svulmede Bryster.
Han rørte dem med sin brune Kind:
Her at hvile mig lyster. —
Han lukkede Øjnene ind derimod:
Mig skulde du her have vugget. —
Dievorterne kyssede han:
Her skulde min Søn have drukket. —
En Forfatter lader ikke en barsk Viking optræde paa denne
Maade, uden at hans eget Temparement har foreskrevet ham
Grænserne. For at anstille Kontraprøve skal man med dette kyske
Møde, der mere er kunstnerisk Andagt end Elskov, sammenligne
det tidligere citerede Digt i Gudrun Dyre, hvor Forfatteren har
søgt at overskride denne Grænse, og give, ikke den stille Beskuen
af et hvidt Bryst, men den fulde Betagelse ved at se den Elskede
nøgen. De Basunstød, der skulde til, har i den Grad ligget
udenfor hans Evner, at Resultatet er blevet et Digt, der ved sine
enorme Overdrivelser virker næsten usædeligt. Grænsen, som
Passionen ikke maa overstige, for at han skal kunne forme den til
Kunst, er den Grad af Ro, der fordres for at kunne iagttage.
Derfor er hans to inderligste Kærlighedsdigte, overhovedet hans
Digtnings ypperste Blomst, blevet de to: „Idyl" og „Sangeren
synger for Voilin", hvor han har fundet en Form, der tillader denne
Forening. I begge Tilfælde er det Elskeren, der gennem sine Ord
maler Landskabet, hvori de færdes og derigennem Stemningen. I
det første Digt er det en lys Sommernat og Følelsen, der bærer
det er en gryende og haabende Elskov, der beder om et Kys, som
et Tegn, hvorpaa Længselen kan bygge. Det andet synes mig
Tilskueren 1908 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
