Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niels Møller: Knud Sjællandsfar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
168
Bøger
sammen til et Hele, en religiøs Opfattelse af Livet, bygget paa
Livet selv, ikke paa en svunden Tids Katekisme.
Bogmanden løber alligevel ikke saa næmt fra sine Bøger.
Naar Forfatteren til »Aaret og Dagen* vil gøre sig Rede og
Regnskab for Livet, knytter han sine Betragtninger til en Række gamle
danske Digte. Det huer ham ikke rigtig at stille sig nøgen over
for Livet. „Jeg vover," siger han, „ikke ret at tage alt det, jeg
har paa Hjerte, ud af mit eget Hoved.* Han føler sig tryggere
bag de kendte og tilvante Bøgers Skjold. Det skyldes vel ogsaa
en vis aandelig Blufærdighed hos Forf., — den samme Følelse,
der har faaet ham til halvt at formumme sig bag Knud
Sjællandsfars Maske. Under dette dobbelte Dække tør han give sit Hjærte
friere Løb og tale muntert fra Leveren, mindre tilbageholdende,
netop fordi han holder sig tilbage. Det breder et eget indtagende
Stemningsspil over Bogen.
Man kunde mene, at Forf. heller burde have givet os
Digtforklaringen for sig og Livsbetragtningerne for sig. Men
Sammenblandingen skader intet. Han har ikke gennemført sit Værk som
en March lige ud ad Landevejen, Milesten for Milesten, men som
en magelig Ferievandring, hvor man gør sig alskens Svinkeærinder
og Ophold; Betragtningerne er roundabout papers, der nok kredser
om bestemte Tanker, men tit gør Afstikkere til gamle Minder
eller Iagttagelser og Indfald.
Tolkningen af Digtene er fortræffelig. Den har de Egenskaber,
der udmærker Vilh. Andersens Skrifter, en grundig og taalmodig
Indtrængen i Teksten og dens Historie, en lydhør Aarvaagenhed
for de Undertoner og Bistemninger, som de fleste ikke giver Agt
paa — saaledes naar han i „Skovens letspringende Sønner" hører
den vanføre Ewalds Suk ved Synet af de rappe Raadyr — og et
kraftigt Greb paa at gøre Digtet til et Led i Digterens Liv. Der
er adskilligt nyt og fængslende i den litterærhistoriske Redegørelse,
f. Eks. det sindrige Forsøg paa at vise, at „Rungsteds
Lyksaligheder" nok væsentlig er rettet til Anna Hedevig, ikke blot til
Moderen, som A. D. Jørgensen hævdede. Men især har man Glæde
af Forfs. Ævne til at levendegøre Digterens Tanke og give den
Billede. Han genføler den tungblodede og redelige Kraft i Kingos
Morgensalme og ser tydelig Præstemanden for sig, som han vælter
sine føre Lemmer ud af Dynebjerget og takker for Herrens Naade
over sin Øllebrødsskaal. Han paaviser nydelig den muntre og
festlige Gang i Stubs Foraarsvise, dens vaagne Naturglæde og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
