Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Bang: Tienden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
222
Tienden
Saa svært det end kan falde os ud fra vor Tids Forhold, maa vi
dog i Bestræbelsen for med det gode eller det onde at skaffe ikke
blot Præsten og Kirken, men ogsaa Biskoppen en betrygget
økonomisk Eksistens se en Bestræbelse for Kulturlivets Udvikling, en
Bestræbelse, som selvfølgelig var pinlig for dem, den gik ud over,
men som var nødvendig.
Og man maa ogsaa forstaa, at under Middelalderens
økonomiske Tilstande var en Afgift af denne Art ikke blot den eneste
mulige Form for en regelmæssig Ydelse til Kirkens og Kulturens
Underhold, men at den tillige, én Gang indført, hverken ramte
særlig haardt eller føltes som ulige fordelt. Med Datidens
ekstensive Landbrug, hvor Forbruget af Kapital var forsvindende, faldt
en Brultoafgift som Tienden naturlig og kunde sjælden volde
alvorlige Ulemper. Den steg og sank med gode og daarlige Tider; slog
Høsten fejl, gik Tienden ned i samme Grad, og naar Bonden
sultede, maatte ogsaa Præst og Bisp gøre Indskrænkninger i deres
Levemaade. Heller ikke var det alene Bønderne, som maatte bære
Byrden. Den hvilede i ganske samme Omfang paa Adelsmændene
— der for øvrigt i Danmark først sent skilte sig ud fra Bønderne
som særlig Stand. Fiskerne maatte yde hver tiende Fisk, de
fiskede; hvor Agerbruget som i Halland spillede en ringe Rolle,
traadte Smørtiende i Korntiendens Sted; de jordløse Mænd paa
Landet maatte ved visse Dages aarligt Arbejde eller paa anden
Vis bidrage til Kirkens og Gejstlighedens Underhold; og ogsaa
Købstadboerne — faa som de endnu var — har udredet Ydelser af
lignende Art. Forpligtelsen hvilede saaledes jævnt og ligelig ud
over hele Samfundet; om nogen Uretfærdighed, øvet imod en
enkelt Klasse, kunde der dengang ikke tales.
Saa kom Reformationen og dermed den første store
Uretfær-færdighed, idet Adelen rystede Tiendebyrden af sig. Det var dens
væsentligste materielle Udbytte af den nye Kirkeordning. Medens
Tiendeydelsens Omfang i øvrigt bevaredes uforandret, blot at
Bispetienden skulde erlægges til Kongen i Stedet for til Biskoppen,
bestemte allerede Kristian III’s Haandfæstning af 1536, at
Adelsmændene skulde have Tiendefrihed for deres egne Hovedgaarde,
„paa det de skulle holde deres Tjenere til retfærdeligen at tiende".
Det var Stillingen som en Art Tiendegarant, den adelige Godsejer
saaledes opnaaede, til største Fordel for sig selv; han paatog sig
den saare lette Forpligtelse at være ansvarlig for, at hans
Fæstebønder svarede Afgiften, og flk til Gengæld det saare betydnings-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
