Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Gustav Bang: Tienden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
Tienden
hele Udbytte, medens Herremanden var fri, men han maatte for en
meget stor Del, tidt for de fulde to Tredjedeles Vedkommende, yde
den netop til Herremanden. Relatiyt set kom saaledes Tienden til
at staa som en uretfærdig Byrde; absolut set var der imidlertid
stadig ingen Forøgelse i dens Tryk.
Og endnu varede det længe, inden Tiendeydelsen kom til at
føles som særlig hæmmende for Udviklingen og særlig skadelig for
Yderne. Til helt hen imod Slutningen af det 18. Aarhundrede
bevarede Landbruget i alt væsentligt sin gamle Karakter, til hvilken
Tienden som en Naturalydelse af det utærskede Korn („i Kærven")
svarede ganske godt. Landsbyen dyrkede sin Jord paa den Maade,
at Høst *og Indkørsel faldt paa én Tid, og Opkrævningen kunde
derfor foregaa nogenlunde samtidig for alle Landsbyens Bønder.
Selvfølgelig kunde der være Tale om Ulemper, og særlig led
Bønderne under, at de ikke maatte føre Kornet i Lade, før Fogden
havde været paa Marken, optalt Negene, udregnet hver enkelt
Bondes Afgift og udtaget Tiendenegene; tidt er de ogsaa blevet
tvungne til at føre Tiendekornet langt bort, til et eller andet Sted,
hvor det var Tiendetageren særlig let at faa det afsat. Igennem
en hel Række Love og Forordninger fra det 16. og 17.
Aarhundrede søgte Staten at regulere dette Forhold. Transportpligten
skulde kun gælde indtil én Mil fra Marken. Tiendetageren skulde
i god Tid erkyndige sig om, naar Bønderne agtede at køre Kornet
ind, og hvis hans Foged ikke kom til den Tid. kunde Tiendeyderne
frit køre Kornet ind, navnlig hvis Vejret var usikkert — „thi Bonden
er ej pligtig med sin Skade at bie Tiendetagerens Velbelejlighed,
medens den. som Tienden tager, bør at rette sig efter Bondens
Lejlighed". Bonden havde saaledes i dette Forhold faaet visse
lovbestemte Rettigheder, og selv om det ofte kan have været farligt
for ham at paaberaabe sig dem over for Godsejeren, der i saa mange
Maader havde Magten over ham, saa er det dog uden for al Tvivl,
at maalt imod hans andre Byrder, Landgilden og fremfor alt det
ubestemte Hoveri, har Tienden ikke i sig selv været følt som nogen
særlig tyngende Byrde.
Først hen i anden Halvdel af det 18. Aarhundrede indtraadte de
Forhold, hvorunder Tienden kom paatværs af den naturlige
Udvikling. Tidligst havde Kvægtienden vist sig som uheldig; en
nøjagtig Beregning var her næsten umulig; for at kunne tage
Tiendedelen af de fødte Kreaturer maatte man ofte slaa flere Aar sammen
under ét. Allerede 1740 var denne Afgift da blevet forandret til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
