Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigmun Rein: Et Bad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242
Et Bad
Drifterne fik alt det, de vilde have; de fik lidt mere, end de vilde
have; thi de blev taget i Nydelsens Tjeneste.
Og i Vinen fandt han en god Ven. Sin bedste Ven, sin eneste.
I hans Selskab glemte man alt det stygge; de tyngende Tanker,
som man ellers aldrig, aldrig blev kvit, dunsted pludselig væk.
Man saa’ bare glade Ansigter, ja, man havde de dejligste rosenrøde
Drømme; der var idel Glæde, Smil. Alt det grufulde glemte man,
endog Døden.
Ja endog Døden. Han, som var hos ham, hvor han stod og gik.
Uden om ham, i ham, overalt. Sad han i en Sporvogn, laa Døden
sammenkrøben inden i den djævelske Indretning, som de kaldte
Motor, eller han strakte sig med gridske, lysende Øjne oppe i den
spragende Traad over Ens Hoved. Stod han paa en Dampbaad,
kunde han høre Døden sprutte nede i Maskinrummet, eller gik han
forud eller agterud, saa’ han ham le triumferende nede i Dybet.
Gik han paa Gaden, følte han den grinende Benrad under en eller
anden løs Tagsten, ja sad han ved sit Arbejde ved Pulten, selv
dér havde han Lemanden ved sin Side. Thi Død og
Tilintetgørelse laa jo i den Luft, han indaandede, i den Mad han spiste.
Han skyllede Munden med desinficerende Vand flere Gange om
Dagen; saa’ han en, hvem han troede angrebet af Tæring eller
anden smitsom Sygdom, skyede han ham som Pesten, og kom en
saadan ind i en Sporvogn eller et Rum, hvor han var, forlod han
det øjeblikkelig. Hvert Dødsfald af usædvanlige Aarsager
interesserede ham meget, og han lagde sig det paa Minde: For det maatte
han vogte sig.
Og den arme Mand tænkte slet ikke paa, at hans egne utøjlede
Drifter gav ham en hurtigere Grav end de ufarlige Mikrober.
Han saa med Forbavselse paa de Folk, som glade og frejdige
leved sit Liv og lod Død være Død, hvor Djævelen den vilde.
Han følte en stigende Trang til at raabe til dem: Men véd du da
ikke, at i Morgen kan du være Lig; i Dag, om en Time? Tænk
paa det, Menneske, tænk paa det! Men de saa’ slet ikke ud til at
tænke paa det. Dette begyndte at irritere og ærgre ham. De vil
ikke tænke paa det, slog det ham. Eller de behøver ikke at
tænke paa det. De har aldrig været i Livsfare, aldrig været ved
at drukne. Deres Øjne er ikke opladte. Men mine er det. Jeg
véd, hvordan Døden ligger paa Lur efter os. Jeg maa tænke paa
det. Og kun jeg. Ingen af de andre. De kan være sorgløse. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
