Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - William Thalbitzer: Eskimobreve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eskimobreve
251
Kolonien eller »ude paa Landet* ved de mindre Pladser, fjernt fra
de grønlandske Hovedstæder.
Fra en gammel, intelligent Kateket ved Kolonien Ooinmannaq
— vor næstnordligste Koloni, der ligger midt ude i en bred og
dyb, af høje Bjerge omkranset Fjord — har jeg modtaget
nedenstaaende Brev, dateret 10de Juli 1902. Efter først i Korthed at
have fortalt, at han har haft mange Besøg i Vinterens Løb, især
af sine gifte Børn, fortsætter han saaledes:
„Du venter et langt Brev fra mig, og jeg vilde gerne, men hvad
langt skal jeg skrive her i denne Næsten-ensomhed, hvor der næsten
intet ses eller opleves! Alligevel, jeg vil samle hvadsomhelst og skrive
derom.
I Efteråret 1901, med mit Udgangspunkt omtrent fra Slutningen af
Oktober, var Grønlænderne her i Oommannaq og Omegnen fattige og
led stor Nød, især de i Qaersoq var ilde farne; i de 24 Aar, jeg har
været i Oommannaq, er det første Gang jeg har set dem sulte saaledes;
nogle af dem saa" ud i Ansigtet som syge Mennesker paa Grund af den
skrækkelige Fattigdom. Grunden til denne var det stygge stormfulde Vejr,
der ikke gav Fangst, skønt ellers Fangerne slet ikke var dovne, inen
gjorde sig megen Umage. Nogle prøvede paa Sælfangst, andre paa Fiskeri,
uagtet det var forbundet med stor Fare. Adskillige Fangere mistede deres
Hunde1), idet de af Mangel paa anden Føde slagtede disse og solgte
Skindene. Hvad mine Hunde angaar, plejer jeg at være meget omhyggelig
for dem; undertiden fodrer jeg dem med sammenkogt Mel og Spæk.
Til Nøden bidrog i høj Grad den Omstændighed, at det varede saa længe,
inden Isen lagde sig fast; Isen blev først fast den 17de Febr. 1902 og
brød derefter op igen den 1. Marts; i nogle faa Dage var der tætpakket
med Is, som atter 8. Marts drev bort, hvorved der gik en stor Mængde
Garn tabt. Endelig ved Midten af Maris laa vort lille Udhav for Alvor
fastfrosset, og da begyndte de at fange godt. Men som de andre Aar
var der ikke længe ls, allerede ved Enden af April begyndte der at gaa
Revner i Isen; den holdt dog til Nød endnu, men der var ikke
tilstrækkelig mange Fangststeder paa den. 1ste Maj begyndte den at gaa mere
fra hinanden, den 7de eller 8de al blive ganske ubrugelig og
ufremkommelig og at splittes i Stumper. Den 11te og 12te Maj kunde
Fangerne begynde at gaa paa Fangst i deres Kajakker og de fangede godt,
de fik i alt 15 Hvidhvaler og Narhvaler foruden eh Mængde Sæler; ovre
hos vore Genboere (paa den anden Side af Fjorden) var det ligedan, nogle
af dem havde endnu større Fangst af Hvidhvaler. Morsomt var det at
se dem fange Dyrene fra Toppen af Nasivfikklippen, alle de mange
Hvidhvalfangere i deres Kajakker, nogle af dem ganske nær ved os! Jeg
nævner ikke, hvem der fik Hvidhvaler, da de var saa mange.
•
l) I Nordgrønland hölder enhver selvstændig Grønlænder et Spand Hunde,
der er ham uundværlige til Vinterfangsten, idet denne foregaar paa lange
Slæderejser over Fjorden eller langs Kysterne.
17*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
