Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - William Thalbitzer: Eskimobreve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Eskiniobreve
Saa vidt dette Aktstykke1). Brevet har i flere Henseender
Interesse, ikke mindst som Eksempel paa, til hvilken Højde af
diplomatisk Snille det er muligt for en Grønlænder at hæve sig.
Desværre har jeg intet Billede af min gode Thomas. Han er ganske
vist ikke en ublandet Eskimo (man skal i det hele have
Vanskelighed ved at finde en eneste ublandet Kolonigrønlænder paa hele
Vestkysten) — men han ser dog forholdsvis ægte ud: lille, svær,
rundkindet og fladnæset, med den gulbrune Hud, der passer saa
godt til det sorte, tjavsede Haar; smaa, buttede Hænder og Fødder;
i Øjnene et spillende Liv, der veksler med Mundens snart lidt
forlegne, snart smilende Udtryk. Lige over for Evropæeren kalder
han sig selv et „fattigt, ringe, lille Menneske" (inupalåq), men
iblandt sine egne er han en af de ikke helt sjældne Eskimoer, i
hvem der blunder en Følelse af national Selvstændighed, en Anelse
om, at „innuit" (Eskimoernes eget Navn paa dem selv) egentlig
er født med nok saa mange naturlige Rettigheder som de
indvandrede Danske og har Lov til at sætte en Grænse for, hvad de
maa lade sig byde.
Jeg skal her ikke komme ind paa at forsøge en Afgørelse af
dette problematiske Spørgsmaal om Ret og Uret. Saa ubetydelig
den i Brevet omhandlede Episode kunde synes at være, er den
dog en Smule Opmærksomhed værd som Vidnesbyrd om, at der
ogsaa hist og her i vort nordlige Biland, langs Vestkystens 200
beboede Mil, kan spores en vis Spænding mellem den danske
Administration og den indfødte Befolkning. Min Ven Thomas
sparer i saa Henseende ikke paa Krudtet. Hans stærke Udtalelser
l) Den af Lægen udstedte Forordning, hvortil der i Slutningen hentydes,
drejer sig om hans Konsultationstid, altsaa en lignende causa belli, som var
afgørende i Tilfældet med Assistenten. Lægen havde i 1900 indført en ny Skik,
ifølge hvilken de Grønlændere ved Kolonien, der ønskede at søge ham, skulde
komme i Løbet af to nærmere angivne Timer paa Formiddagen — hvad der
paa derom opstaaede Plakater motiveredes ved Hensynet til de
Jordemoder-elever, som Lægen skal uddanne og lære lidt Sygepleje. Tidligere havde Stedets
Grønlændere været vant til at kunne henvende sig i Lægens Bolig paa alle
Tider af Dagen, selv om det kun drejede sig om en bullen Finger, nu ønskede
Lægen kun at behandle pludselige Sygdomstilfælde og Ulykkestilfælde uden for
den fastsatte Tid. Det er naturligvis ret overdrevent at omtale denne
Forordning som uoverholdelig, selv om den bestemte Tid maaske kan foraarsage, at
en og anden Fanger, naar han har en bullen Finger, en daarlig Tand eller et
Saar, der skal tilses, maa vende lidt tidligere hjem fra Fangstpladsen, end han
ellers plejer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
