Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Strejflys over Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
288
Strejflys over Goethe.
med List, og den tapre vil falde i de Net, som Fejheden stiller paa
hans Sti.... o himmelske Luft! Frihed! Frihed! (Han dør).
Elisabeth: Frihed er der kun oppe hos dig. Verden er et Fængsel.
Maria-. Ædle, ædle Mand! ve det Aarhundrede, som stødte dig
fra sig!
Lerse: Ve den Efterverden, som miskender dig!
Goethe har gjort hvad han evnede for at sætte sig ind i det
sekstende Aarhundredes Sæder og Sprog; han har forsket for at
opnaa Sikkerhed i Tidsfarven, har især søgt det maleriskes
Romantik i Zigøjnerlejren og i den hemmelige Domstol. Alligevel er
det hans egen Tidsalders Yndlingstanker, som han forherliger.
I Samtalen mellem Gottfried og dennes lille Søn betegner
Faderen Synet, Sagkundskaben; Sønnen den daarlige boglige
Lærdom, som kender Gloserne ikke Tingen, den Art Lærdom, som i
Faust tillægges Wagner:
Karl: Jeg kan endnu noget.
Gottfried: Hvad da?
Karl: Jaxthausen er en Landsby og et Slot ved Jaxtfloden, har i
to Hundrede Aar tilhørt Herrerne af Berlichingen.
Gottfried: Kender du Herrerne af Berlichingen!
Karl: (ser stivt paa ham)....
Gottfried: (for sig): Han kender vel af lutter Lærdom ikke sin Fader.
Hvem tilhører Jaxthausen?
Karl: Jaxthausen er en Landsby og et Slot ved Jaxt...
Gottfried: Det spurgte jeg ikke om. Saaledes opdrager Kvinderne
deres Børn, og Gud give, det var dem alene. Jeg kendte alle Stier,
Veje og Vadesteder her, før jeg vidste hvad Floden, Landsbyen og
Borgen hed.
Gottfried er det oprindelige Menneske, Karl det af
virkelighedsfjern Undervisning forkvaklede. Helten har da ogsaa i Begyndelsen
af det sekstende Aarhundrede det endende attende Aarhundredes
Lyksaligheds- og Freds-Ideal. Han forbavses over Stormændenes,
over Fyrsternes Forblændeise. Da i tredje Akts Slutning Georg,
Gottfried, tilsidst alle, har raabt: Leve Friheden! siger Gottfried:
Naar de [de store] engang faar Menneskehjerte nok til at smage,
hvilken Salighed det er at være et stort Menneske; naar de kommer saa
vidt, at deres Land, vel dyrket, velsignet, synes dem et Paradis mod
deres stive, tvungne, ensomme Haver [Le Nötre’s]; naar enhver Bondes
runde Kinder og glade Øjne og hans talrige Familie godtgør dem deres
rolige Lands Fedme, og alle Skuespil, alle Billedsale forekommer dem
kolde i Sammenligning — saa vil Nabo unde Nabo Fred, fordi han selv
er lykkelig; saa vil ingen søge at udvide sine Grænser ....
Georg: Vil vi da ogsaa stige til Hest?
Gottfried: Det uroligste Hoved vilde finde nok at gøre .... Vi vilde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
