Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Georg Brandes: Strejflys over Goethe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
296
Strejflys over Goethe.
paa den uendelige Jord,
Alt, hvad der kvæger mig med Vellystfølelse,
hvad der i Skyggernes Kølighed
har skænket mig Ly,
hvad Solens Kærlighed nogen Sinde gav mig
af Foraarsfryd,
hvad Havets lune Bølger
nogen Sinde gav mig af Ømhed,
naar de favnede mit Bryst,
og hvad jeg nogen Sinde har nydt af ren Himmelglans
og Sjælefredsglæde,
det Alt, Alt — min Pandora!
I Navnet ligger som bekendt alle Gaver; hun forener for ham alle
Tilværelsens Gaver i ét Væsen, ét Moment.
Men Skæbnen skænker Prometheus’ Billedstøtter Liv.
Pandora bliver en dejlig Kvinde, der kommer og gaar i Mesterens
Værksted. Og han taler til hende om Livsglæden. Hun har nydt
den, siger hun, som den reneste Salighed ved sine Legesøstres Kys,
kendt Glæden, naar den løftede hendes Fødder fra Jorden og lærte
hende Dansen, og hun har ogsaa lært Smerten at kende, naar hun
traadte en Torn ind i sin Fod eller græd over et Faar, hun havde
mistet. Prometheus lærer hende, at saavel Glæde som Sorg
opløser sig i Søvn, og han spørger hende, om hun har Følelsen af,
at der er mange Glæder og Sorger, som hun ikke kender endnu.
Ja, svarer hun, dette Hjerte længes ofte, véd ikke selv hvorhen.
Saa siger Prometheus disse underlige og vægtige Ord:
Der gives et Øjeblik som opfylder alt, alt, hvad vi har længtes
efter, drømt, haabet, frygtet. Pandora — det er Døden.
Pandora: Døden?
Prometheus: Naar du i dit dybeste Indre helt rystet føler alt,
hvad der nogen Sinde har strømmet igennem dig af Glæde og Kval,
hvad der stormende har faaet dit Hjerte til at svulme og hvad der
har søgt Lindring i Graad .... naar alt i dig klinger og bæver og
skælver, og du ikke mer er dine Sanser mægtig saa du tykkes dig at
forgaa, og du synker og alt om dig synker i Mulm, og du i din
inderste, selvegenste Følelse omspænder en Verden — saa dør Mennesket
Pandora: O Fader, lad os dø!
Det første Sted er interessant, fordi det blandt mange andre
Steder viser, hvor fortrolig den unge Goethe var med Tanken om
én samlende Følelse af Tilværelsens Herlighed i et evigt Øjeblik —
det andet, fordi det i sin dybsindige Paradoksi fremstiller den
naturlige Død ikke som en Ebben ud af Livsfylden, men som
fremkaldt ved selve Livsfølelsens Overmaal, ved en Sammenfatten af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
