Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Blod-Tirsdagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
310
Blod-Tirsdagen
ogsaa graa. Fyldt af et navnløst Tungsind. Jeg gad ikke røre
mig. Blev blot staaende og stirre hen ...
— Kom, vi gaar til By havnen og finder paa noget Moro?
— Edgar skubbede mig paa Guttevis i Siden med sin Lænd.
Jeg for sammen og trak mig bort. Der faldt et stort
Strejflys over Verden. Det syntes mig at aabenbare noget grufuldt.
Jeg fik blot ikke fat i, hvad det var.
— Kom Otto og Richard! Kom Gutter — jeg véd et
mærkeligt Sted ...
Jeg vilde just spørge hvor. Da saa’ jeg dem løbe. Det var seks
Gutter. Jeg kendte dem alle. De tre mindste havde Ransler.
Et Øjeblik endnu nølede jeg. Jeg saa’ op mod den gamle,
graa Skolebygning med de høje, smaarudede Vinduer. En Rude i
andet Stokværk var aabnet. Jeg troede at skimte Lærer
Lille-gravens skægløse, blyfarvede Ansigt bag Gardinet. Og alting
var mig med ét saa trist og glædeløst. Et eget ulykkeligt Pust
stod ud fra denne Bygning. Der var ogsaa en trodsig Magt, der
trak mig til mine Kammerater. Og jeg styrtede efter dem.
Paa Sletten ved den hundredaarige, øde Herregaard flk jeg Øje
paa dem oppe i Bakken. Det var en stor Sandslette med nøgne
Fjeld-stykker om. Foran Herregaardens lukkede Port stod der en
Række Taarnpopler. Der brast just i Øjeblikket et selsomt
Lysskær over denne bladløse Trægruppe. Og i Dag saa’ jeg for
første Gang disse ejendommelige Popler, hvis Art jeg ellers
aldrig tænkte paa. Mit Hjerte bankede urolig. Dette Lys syntes
at komme ovenfra etsteds. Fra en pludselig Skyrift. Men jeg
øjnede ingen. Himmelen var alle Vegne lige lav og graa.
To smaa, hvide Hoveder standsede oppe i Grevebakken og
talte sammen. Det var en Hemmelighed, der hviskedes om. Jeg
var just paa Spring efter dem. Da satte de to smaa Gutter mig
forbi og løb hen imod Munke vejen. Ja. de løb, saa deres
Sæl-skindsransler sad skævt. Jeg saa’ ogsaa den gamle Sypige, T o b i n e
St au re, i et rødbrunt, blomstret Sjal hinke over Sletten.
Der var nogen, som raabte efter de to Gutter og skældte dem
ud for Maddaaser og fejge Stympere. Maaske var det mig. For
de andre stod allerede paa Toppen af denne Bakke. Edgar
Duus vinkede just paa mig, forinden de satte over Stengærdet mod
By havnen. Og jeg kilte igen paa. Jeg turde ikke slippe dem.
Det bar ind over en underlig og gold Egn. Blot hist og her
skød en ensom, forblæst Fyrr op. Et gult og stift Stubgræs
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
