Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sigurd Mathiesen: Blod-Tirsdagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
312
Blod-Tirsdagen
Men nu greb en resolut Haand mig. Jeg mærkede, Edgar
Duus trak mig med. Skønt jeg ikke vovede at se op. Hurtigere
og hurtigere gik det over Sten og Tuer. Hen til den grønskede
Dam og den døde Slette mellem Klipperne. Skælvende vidste jeg,
hvad der vilde ske. Og jeg havde ingen Modstand mere.
Her ved Dammen stod de andre tavse. De havde øjensynlig
ikke tænkt at lege. Blot den lille lyshaarede Richard Budde
med det blaa Øjensmil kylte stundom Stene ud i Vandet. Han
syntes ikke at forstaa noget. Han lo endog, naar en Frø sprat
op af Dammen. Den lyse Latter snertede mig. Og jeg hadede
pludselig den tiaarige, glade Richard. Han havde endog en
Moder, som passede saa væmmelig paa ham. En ond Lyst til at
gøre ham Fortræd drev op i mig.
I et Spring var jeg over ham og rev hans Kasket fra ham.
Han skreg og kavede med Armene. Men jeg var for høj og smidig.
Han naaede ikke min Haand. Og vips — der for Kasketten langt
ud i Dammen.. Han gav sig grædende til at løbe langs Kanterne.
Hans hvide, tætklippede Hoved var saa ynkelig i det regnfulde
Tusmørke.
De andre lo mærkelig nok ikke. De stirrede blot paa den
graa Kasket, som flød midt ude paa Dammen og fyldtes mere og
mere af Vand.
Men pludselig satte Edgar Duus i en kold Latter. Drev til
Otto Heinrich Ulfer s, saa han faldt hovedkuls i Dammen.
Otto Heinrich var en mørkladen Gut i fjorten Aars Alderen.
Han havde stærke Kæbeben og en vejrende, udspilet Stumpnæse.
Der var noget underfundigt og fejgt ved ham. Jeg havde aldrig
kunnet lide ham.
Den lille Richard var ved dette standset og blev stille. Men
hans Øjne slåp ikke Kasketten.
OttoHeinrich dukkede op afMudderet nogle Sekunder efter.
Jeg erindrer hans forvildede, sorte Øjne. Meget nøje fulgte jeg
hans hjælpeløse Armbevægelser for at naa Bredden. Men jeg rakte
ikke en Haand ud til Hjælp. Jeg stod som naglet.
Odd Torbjørnson rørte sig heller ikke. Der var noget
forstenet over hans spinkle, tolvaarige Skikkelse. Han stod tavs
og holdt paa sine Skolebøger. Et Øjeblik syntes jeg at skimte
Foragt i hans skønne, halvblonde Ansigt med de jomfruelige
Drømmelinier. Og jeg syntes at se det samme høje, ulykkelige
Lys strømme ud fra hans hvide Pande under det brunlokkede Haar.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
